Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

og nå frem til svaret selv. Selv slaven Menon kan tilegne sig matematiske færdigheder, ikke
ved at blive belært, men ved at få stillet de rette spørgsmål. 137
Efter min mening arbejder Blixen i sine tekster med en tilsvarende jordemoderkunst.
Hos Blixen fungerer jordemoderkunsten blot ikke inden for filosofiens rammer, men inden
for fortællingens. Hendes narrative majeutik skaber en åben fortælling, der tillader læseren
at reflektere, kigge ind i sin egen sjæl, lytte til i sin egen fortælling. Ved at etablere en
paradoksal struktur omkring en klassisk myte som for eksempel syndefaldet, laver Blixen
tabula rasa for alle de vaneforestillinger, vi som læsere måtte have om for eksempel
ægteskabet. Når der således er gjort rent bord, undlader hun at lukke sin fortælling, hvilket
på en gang frisætter og tvinger læseren til selv at reflektere.
Syndefaldet og ”Det ubeskrevne Blad”
”Det ubeskrevne Blad” findes i Sidste Fortællinger som det sidste kapitel af det aldrig
afsluttede romanprojekt Albondocani. I alt er der syv kapitler fra Albondocani, der ofte bliver
fremhævet som en beskrivelse af Blixens poetik. 138 ”Det ubeskrevne Blad” handler om
tavsheden, en tavshed, der står i et paradoksalt forhold til den fortællekunst, historien
ønsker at behandle. ”Det ubeskrevne Blad” er på en gang en poetik og ren poesi, en
fortælling om en fortælling, der ikke kan fortælles.
”Det ubeskrevne Blad” handler om den blanke side, der er udgangspunktet for enhver
fortælling. Det hvide papir sammenlignes med et jomfrulagen, og teksten, der skrives på
siden, sammenlignes med de blodspor, der kommer på lagenet, idet mødommen brydes.
På denne måde synes ”Det ubeskrevne Blad” at sige, at fortællingen altid er skrevet på
en uskyld, der er gået tabt. Uden uskylden, ingen historie – men uden tabet af uskyld,
ligeledes ingen historie, eller som fortælleren siger: der hvor ”der ingen Historie har været
[…] der er Tavsheden tomhed”, og der hvor ”man har forraadt Historien”, er tavsheden
også tomhed. 139
Forræderiet mod historien er i syndefaldets paradoksale optik troskaben mod tabet af
uskyld, troskaben mod syndefaldet, modet til at stå ved synden hvilket, som i ”Ringen” kan
vise sig at være ensbetydende med utroskab: altså troskab mod utroskaben. Hvordan kan
man være det?
Gennem tavsheden, svarer fortællersken, for ”hvem fortæller da, naar vi selv tier, en
Historie bedre end nogen af os har gjort det? Det gør Tavsheden”. 140
- 67 -