Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Indledning
”Det forekom mig nu i Drømme, at Ordene og Stavelserne i mit Digt gjorde Oprør og nedlagde
Protest. ’Hvorfor skal vi gøre os saa meget Besvær med at staa og gaa, og optræde ifølge de
allervanskeligste og snævreste Love, naar Ordene i Din Prosa ikke drømmer om at følge dem?’ Jeg
svarede: ’Mesdames, fordi De skal være Poesi’” 1
KAN ORDENE GØRE OPRØR mod den, der skriver dem? Og hvis de kan, hvilken
fortælling vil de da fortælle?
Når man læser Karen Blixen bliver man draget ind i et univers af uløselige gåder,
paradokser, der måske mest sammenfattende kan rummes i det ordsprog, der står
på fysikeren Niels Bohrs våbenskjold: Contraria sua complimentam: Modsætninger er
komplementære. Grunden til at Bohr udviklede sin berømte komplementaritetstese, var at han
mente der var forhold i virkeligheden, der kun kunne beskrives i paradoksale termer: at lys
er både bølger og partikler er en logisk selvmodsigelse, men ikke desto mindre et faktum.
Noget tilsvarende synes at være på spil hos Blixen, hvor alting er ladet med betydning, der
bryder rammerne for en klassisk logik - det dialogiske og tvetydige arbejder i dem, som en
uforløsthed, forfatteren forsøger at indkredse for at kunne rumme livet.
Jeg vil hævde at denne paradoksale verdensanskuelse stammer fra ét specifikt sted,
nemlig Blixens fortolkning af syndefaldet. At syndefaldet er et centralt motiv hos Blixen er
der ingen tvivl om. 2 Syndefaldsmyten bliver tit nævnt i sekundærlitteraturen om Blixen,
men meget ofte uden at gå ind i en dybere analyse af hvad syndefaldet skal betyde.
I denne opgave vil jeg forsøge at argumentere for at Blixen opererer med en særlig
version af forestillingen om Felix Culpa, eller det lykkelige syndefald og at dette gennemsyrer
hendes poetik som et DNA, der sætter sig igennem på alle niveauer i fortællingerne, fra
sætningsniveau til fortællerposition: Som definerende motiv, som styrende for
hovedpersonernes udvikling, som afgørende for plotstrukturen.
Syndefaldsmyten er i sig selv interessant at få åbnet op for, fordi der er en tendens til at
overse det fundamentalt paradoksale i den myte, der er udspringet ikke alene for
kristendommen, men også for jødedommen og islam. I grunden er det fantastisk, at man
har kunnet etablere tre verdensreligioner på en historie, der fundamentalt set er historien
om et trodsigt brud på sin egen præmis, nemlig at det skabte gør oprør mod sin skaber,
præcis som ordene og stavelserne i digtet i det indledende citat.
- 5 -