Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

forhold til troen, for hvis Gud kommer indefra, hvornår er det så Gud, og hvornår er
det mennesket selv, der taler? Tilgangen risikerer med andre ord at blive privat.
5) Skæbne: Man kan også hævde, at virkeligheden ganske rigtigt er paradoksal, eller at
vi som mennesker i hvert fald ikke evner at forstå den – men det betyder ikke, at den
er meningsløs. Der er en mening et andet sted, som vi kan ane konturerne og føle
tilstedeværelsen af. Vi kan ikke få kontrol over denne magt uden for os selv, hvad
enten vi så kalder den skæbne eller Gud. Man kan flygte fra sin skæbne, man kan
forsøge at brydes med den, man kan forsone sig med den, man kan hade den, eller
man kan lære at elske den (amor fati) – man kan skue den, men aldrig erkende den og
heller ikke vælge den til eller fra – skæbnen er den samme. Det eneste, man som
menneske kan gøre, er at forholde sig til den. Kierkegaard forbinder skæbnen med
”den hedenske tanke” og med Sokrates, men den genfindes også i store dele af
kristendommen, blandt andet i forestillingen om frelse sola gratia, om Guds
omnipotens og i prædestionationslæren.
Det skal ikke være denne opgaves formål at dømme om de forskellige tilgange, men
derimod at forsøge at placere Karen Blixen i forhold til dem. Der hersker efter min mening
ingen tvivl om, at Blixen opererer i det paradoksale, og at det er skæbnetilgangen, der er
den dominerende i Blixens fortællinger. Dette er imidlertid ikke et afsluttende facit, men en
åbning videre ind til en dybere forståelse af Blixens helt unikke tilgang, hvor skæbnen ikke
bliver fatalistisk, men rækker frem mod en fundamental åbenhed – og her bliver en parallel
til Sokrates, eller rettere til de sokratiske dialoger, relevant.
Paradoksets logik
Logikken er argumentationens algebra. Ved at strukturere et diskursivt stof, forvandle det
fra sprog til formel, skrive et argument om til en ligning, kan man se, om det ”holder” rent
logisk, eller om der er indbyggede selvmodsigelser. Logikken er en struktur, der er baseret
på et sæt regler, som må være sande, hvis logikken skal kunne fungere. Den klassiske
aristoteliske logik er baseret på følgende tre ufravigelige regler:
1) Identitetsprincippet, der tilsiger, at et objekt er identisk med sig selv, normalt
symboliseret på følgende måde: A = A
- 52 -