Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

sammen med Odysseus sniger sig ind i trojanernes lejr for at spionere. 128 I Symposion siges
den af Sokrates, lige før han træder ind i Agathons hus. Symposion er et besøg i fjendens lejr.
Men hvem er Platons fjende?
Symposion er et drikkegilde, helliget sanserne. Men i dialogen Theaitetos udelukker Platon
muligheden for, at sanserne kan lede os til den erkendelse, han søger. Hos Blixen derimod
lader det til gengæld til at være netop denne erkendelse, hun gang på gang vender tilbage til
gennem syndefaldet.
Platon skriver ikke i en kristen kontekst. Symposion rummer ikke arvesynden, men er et
dionysisk satyrspil, der ironisk kommenterer det umulige i at opnå sandheden gennem
sanserne. Den centrale myte i Symposion er en burlesk fortælling om et androgynt
cirkelmenneske, der ved tidernes begyndelse blev delt i to for ikke at være en trussel mod
guderne. Siden denne individuation har mennesket levet adskilt som mand og kvinde i
længsel efter at genfinde sin tabte halvdel i den anden. Fortællingen er grotesk og
humoristisk og fortælles af komediedigteren Aristofanes. Men det betyder ikke, at myten
slet ikke skal tages alvorligt. Hver af Symposiets talere fremhæver hver især én specifik
gudeslægt, der står i relation til den græske skabelsesberetning og til de eleusinske mysterier,
der har at gøre med død og genfødsel. I værket Tragedy and the Paradox of the Fortunate Fall
trækker Herbert Weisinger forbindelseslinjer direkte mellem de eleusinske mysterier og det
kristne Felix Culpa. Syndefaldet gennem Jesus død og genopstandelse. 129
Hos Platon er mysteriets erkendelse en ubestemmelig sanseerfaring, der i Symposion
knyttes sammen i lige dele mytologisk alvor og ironisk uafsluttelighed. Det
alvorligthumoristiske er udgangspunktet for den sokratiske ironi, den spøgefulde måde,
hvorpå Sokrates konfronterer sine dialogpartnere med et tydeligt alvorligere sigte. Ved
symposiets slutning forsøger Sokrates at overbevise Aristofanes om muligheden for at
forene tragedie og komedie. Her undfanger Sokrates ideen om spoudogeloion, det alvorligt-
humoristiske, som den kyniske skole senere forsøgte at videreføre i deres menippæiske
satirer.
Symposion bliver således betragtet som kildetekst for spoudogeloion, en særlig sokratisk
poetik, der ikke som den aristoteliske er tragisk, men derimod seriokomisk. 130 Symposion er
den tekst, hvor den seriokomiske genre får sin første formulering. De sokratiske dialoger
har deres udspring i lige dele mystik og ironi, og Symposion fremstår som den mest
gennemførte blanding af de to – at læse værket for alvorligt ville være en fejl, men
omvendt, som Sokrates siger i Faidon: ”Jeg vil da tro, at ingen, som nu har hørt, hvad vi har
- 63 -