Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

uger Aristoteles månen som eksempel, der stadig er måne – også selvom den er en
halvmåne. Men Blixens fortællinger rummer også en leg med denne sproglige dimension af
paradokset. Anthony Stephens beskriver med udgangspunkt i ”Drømmerne” Blixens
fortællinger som tagende deres udgangspunkt i refleksionen, ikke i det, månen er, men i
billedet af månen:
The type [of reversals] encountered most often is that of the passage at the beginning of The Dreamers
in which the light of the moon appears to radiate from the sea, the waters appear to turn solid and
the sky takes on the attributes of the ocean depths. Each phenomenon assumes the form or qualities
of its opposite. 118
Stephens kalder denne form for reversals. Logisk ville man kunne udtrykke dette som et
brud med identitetsprincippet. Jeg ser månen, men det er ikke månen, jeg ser, men dens
spejlbillede i vandet, A = ~A. Denne form for reversals er ikke enestående for Blixen. Der
er utallige eksempler fra litteraturteorien, der argumenterer for at netop A = ~A er
udgangspunktet for fiktionen, således for eksempel nykritikeren Cleanth Brooks, der
hævdede, at paradokset var grundlæggende for poesien, eller strukturalisten Lévi-Strauss,
der hævdede, at udgangspunktet for myten var paradokset, eller Greimas, der, som
Stephens beskriver, mente, at ”the prime narrative function consists of the conversion of
an ‘inverted content’ into a ‘resolved content’, that is, precisely by the operation of a
reversal”. 119
Stephens skriver, at ifølge Greimas er det denne reversal, der driver en historie fremad,
og undrer sig, for i Blixens historier synes disse reversals at være til stede, uden at de af den
grund driver historien fremad. Stephens beklager dette hos Blixen og kan ikke rigtigt forlige
sig med det: ”Blixen’s uses of [reversals] have an air of ornament or gratuity about them.
They intrude into descriptive passages, appear in apparently unmotivated digressions and
typify the very diction of the stories.” 120
Stephens mener, at overflødighedshornet af reversals hos Blixen måske skal tjene til at
gøre os opmærksomme på fortællingen som fortalt, altså som en form for verfremdungseffekt,
hvilket han bruger til at udvide sin analyse af Blixens leg med fortællerrollen: ”The
quantitative exaggeration of the device may in the end suggest to the reader that the
displays of power on the part of the authorial perspective are in effect limited to turning A
into not-A and back again and that this is more a mannerism than a sign of creative
genius.” 121 Jeg vil senere (i Del 4) vende tilbage til Stephens’ overvejelser omkring fortæller-
- 57 -