Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

idealfiguren, der fremtræder som “et ubeskrevet blad”. 150 Mallarmés vision om det
ubeskrevne var en søgen efter et perfekt sprog, et forsøg på at komme uden om sprogets
arbitraritet som fremstillet af Saussure, en længsel efter sprogets tabte paradis før
syndefaldet, der for sprogets vedkommende fandt sted med Babelstårnet. 151
I Mallarmés Pjerrot mødes ”Ringens” pantomime med ”Det ubeskrevne Blads” blanke
side og synes at antyde en forbindelse mellem Lises tavshed og fortællerskens talende
tavshed i ”Det ubeskrevne Blad”. Kilden til Lises fortælling – det paradoksale
erotisk/guddommelige møde med fåretyven – ligner kilden til fortællerskens tavshed i ”Det
ubeskrevne Blad”: Hendes historier stammer både fra det erotiske møde med den anden
(”Ak, jeg har fortalt mange Historier, over tusind, siden den Tid da jeg lod unge Mænd
fortælle mig selv smukke Historier om en rød Rose, to klare Bjergsøer og to trinde
Liljeknopper, og om fire silkeglatte, dødeligt knugende Slanger,” siger fortællersken) 152 og
mødet med noget guddommeligt eller transcendent ”andet” (”et helligt Sted udenfor den
selv,” siger Fortællersken og finder frøet i det hellige land, i bibelhistorien, ligesom
jomfrueligheden i historien sættes i relief af Sankt Annæ guddommelige befrugtning ved
ærkeenglen, og Calebs Vandspringe). 153
Også i ”Det ubeskrevne Blad” forenes eros og poesis, og fortællingen er efter min mening
det stærkeste studie i majeutisk narration, som vi finder hos Blixen: hele teksten er svanger
med noget sjæleligt ”uden for teksten selv”. Helligånden, jomfrumoderens hønsegård,
englen og det, der skal til at ske: Det hele dirrer i jomfruelig spænding og
fødselsforventninger. Fortællersken er jordemoderen, der hjælper fortællingen på vej, både
direkte i teksten og i læserens eget sind.
Fortællerskens Felix Culpa
Karen Blixens måske største bedrift kan siges at være, at hun med udgangspunkt i en
erfaring, der ikke kan formidles, formår at genoplive fortælleren i en tid, hvor
fortællekunsten ellers blev erklæret for død, ved at inddrage en Gud, der ligeledes var
erklæret for død!
Med Guds død tænkes der selvfølgelig på Friedrich Nietzches Die fröhliche Wissenschaft
(1882), der stadig var ny på Blixens tid. 154 Den historisk set mest berømte gravskrift over
fortælleren fra Blixens litterære samtid er Walter Benjamins Der Erzähler. I essayet skriver
Benjamin:
- 72 -