Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Der Erzähler – so vertraut uns der Name klingt – ist uns in seiner lebendigen Wirksamkeit
keineswegs durchaus gegenwärtig. Er ist uns etwas bereits Entfernes und weiter noch sich
Entfernendes. […] Diesen Abstand […] schreibt uns eine Erfahrung vor, zu der wir fast täglich
Gelegenheit haben. Sie sagt uns, dass Kunst des Erzählens zu Ende geht. 155
Den primære årsag, som Benjamin angiver som årsag til fortællingens død, er, at erfaringen
har mistet sin værdi. Første Verdenskrigs rædsler har ”über Nacht” udraderet muligheden
for meningsfuldt at kunne viderekommunikere erfaringer ”nie sind Erfahrungen
gründlicher Lügen gestraft worden”:
Eine Generation die noch mit der Pferdebahn zur Schule gefahren war, stand unter freiem Himmel
in einer Landschaft, in der nichts unverändert geblieben war als die Wolken und unter ihnen, in
einem Kraftfeld zerstörender Ströme und Explosionen, der winzige, gebrechliche
Menschenkörper. 156
De mennesker, der vendte hjem fra slagmarken, var blevet tavse. I artiklen ”Benjamin’s
silence” går Shoshana Felman i dybden med Benjamins tavshed. Hvad betyder tavsheden?
spørger Shoshana Felman og lader Benjamin svare, at traumet er blevet privat, det kan ikke
længere symboliseres kollektivt 157 – selvom man ellers netop skulle mene, at krigen var en
kollektiv erfaring. Hos Blixen sættes tavsheden imidlertid i forbindelse med fortællingens
allerhelligste og allerhemmeligste. Fortællingen lever ikke på trods af tavsheden, men på
grund af tavsheden.
Mere end én læser har imidlertid forholdt sig kritisk over for den blixenske reetablering
af den fremtrædende fortæller. Anthony Stephens citerer i ”The Paradox of the
Omnipotent Narrator” Donald Hanna for at sige, at fortællerstemmen er Blixens ”means
of expressing her fundamental beliefs about the artist’s supreme power”. 158
Stephens er imidlertid uenig med Hanna (og jeg deler hans uenighed) – for der er en
paradoksalitet i Blixens tilgang til den fortæller, der sætter spørgsmålstegn ved
omnipotensen. Stephens beskriver, hvordan Blixen lader fortællerens omnipotens udfordre
af selve teksten. Denne udfordring, mener Stephens, har sin årsag i Blixens særlige
forståelse af det tragikomiske:
I would stress here that the serious and absurd elements are not so much mixed as co-existent, and
that one must understand the term ”tragicomic” in this sense when applying it to Blixen’s work. The
- 73 -