Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

og dog er han jo skyldig, thi han sank ind i Angsten, som han dog elskede idet han frygtede
den. Der gives i verden intet Tvetydigere end dette”. 66
Synden er ifølge Kierkegaard ikke det samme som seksualiteten, men de er snævert
forbundne, for med vækkelsen af menneskets ånd vågner sanseligheden og dermed
seksualiteten. ”Hos Dyret kan den sexuelle Forskjellighed være udviklet instinktagtigt, men
saaledes kan et Menneske ikke have den, netop fordi han er en Synthese [af ånd og legeme].
Denne yderlighed kan Mennesket først naae, i det Øjeblik Aanden bliver virkelig. Før den
tid er han ikke Dyr, men heller ikke egentlig Menneske, først i det Øjeblik han bliver
Menneske, bliver han det ogsaa derved, at han tillige er Dyr.” 67 Dyr oplever ikke angst,
netop fordi de ikke rummer muligheden for syndefaldet i sig. Mennesket er i sin
uskyldstilstand måske nok at ligne med et dyr, men rummer ånden i sig som en mulighed.
Man kan med Kierkegaard sige, at syndefaldets realitet netop er det, der afslører mennesket
som menneske, viser den ånd, der er mennesket iboende.
Blixen og Begrebet Angest
At Blixen har kendt til Kierkegaard – og aktivt anvender hans begreber og forestillinger i
sine tekster – er der ingen tvivl om. Det ses både af hendes essays, hvor hun flere gange
refererer til Kierkegaard, og i flere af hendes fortællinger (blandt andet fortællingen
”Ehrengaard”, som eksplicit er skrevet som et kvindeligt modsvar til forføreren Johannes i
Kierkegaards ”Forførerens dagbog” fra værket Enten-Eller). 68 Med modsvar menes
imidlertid ikke at Blixen afviser Kierkegaard – hun finder tværtimod inspiration i hans
tolkning af de eksistentielle konflikter, som hun dog giver sit eget twist til sidst. Der er
således en høj grad af korrespondens mellem konflikten, som den stiller sig hos
Kierkegaard, og hos Blixen. I det følgende vil jeg først fremhæve lighederne, for til sidst at
komme ind på nogen af forskellene.
Blixens fremstilling af syndefaldet stiller sig ved første øjekast anderledes, end det
fremstår i Kierkegaards i Begrebet Angest – Blixens karakterer er ikke angstplagede subjekter,
der grues ved deres egen frihed. I ”Ringen” fremstilles Lise som ”af naturen frygtløs”, 69 og
det er heller ikke umiddelbart angst, der tynger Simon i ”Skibsdrengens Fortælling”, som
jeg vil komme ind på senere. Men angst skal hos Kierkegaard ikke forstås i betydningen
”rædsel”. Kierkegaard kalder angst for ”Frihedens svimlen”, 70 og ”Naar man vil iagttage
Børn, vil man finde denne Angest bestemtere antydet som en Søgen efter det Eventyrlige,
det Uhyre, det Gaadefulde” 71 og dette stemmer overens med syndefaldet hos Blixen. Angst
- 31 -