Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Aristoteles) opererer med de centrale begreber peripetaia og anagnorisis, der groft oversat
betyder vendepunkt eller omslag og erkendelse eller genkendelse:
“Peripeti” er, som sagt, omslaget til det modsatte af, hvad der foregår […]. ”Genkendelse” er, som
ordet netop også betegner, et omslag fra ukendskab til kendskab […]. Disse bør opstå af selve
strukturen i plottet, så at de følger af de forudgående begivenheder og fremgår enten med
nødvendighed eller med sandsynlighed. 123
Der er elementer af dette, man kan genkende i “Ringen” og ”Skibsdrengens Fortælling”:
mødet med fåretyven / sømanden er virkelig et vendepunkt både i fortællingen og for de
implicerede, et ”omslag til det modsatte”. Det er imidlertid mere tvivlsomt, om denne
situation lever op til kravet om ”sandsynlighed” eller ”nødvendighed”. Endnu mere
tvivlsomt er det i forhold til anagnorisis. At Lise når frem til en eller anden form for
erkendelse i lysningen, er der ikke tvivl om, og måske vil det endda være korrekt at kalde
det for en genkendelse – det er denne erkendelse, der gør, at hun efterfølgende føler, at
hun genkender sig selv som menneske som viet sig til ”Fattigdommen, Fredløsheden og
den fuldkomne Forladthed. Til hele Verdens Synd og Sorg”. På samme måde er der ingen
tvivl om, at Simon opnår en tilsvarende form for erkendelse fra mordet på Ivan til
dansegulvet i sømandsbulen. Men det er ikke rationel overvejelse, men ureflekteret
selvforsvar, der gør Simon til morder. Simon myrder ikke den russiske sømand med vilje,
og selv om det efterfølgende ville være klogere at gå ned til havet og vaske blodet af
hænderne, ”vælger hans fødder for ham” og fører ham til Nora. Tilsvarende gælder det for
Lise. Det ville have været klogere at skrige om hjælp. Lise kan oven i købet høre hyrden i
det fjerne. Men hun råber ikke om hjælp. Det er altså ikke noget, Lise eller Simon gør, der
fører historien frem. I begge fortællinger synes den oplevelse, de har, ikke at have karakter
af rationel erkendelse, men derimod af mytologisk epifani, der udtrykkes ikke i en tanke,
men i et billede – i Lises tilfælde billedet af skabelsen i mødet med fåretyven i lysningen, i
Simons tilfælde billedet af månen, der genfindes i Sunnivas øjne, i appelsinen, på
skibsdækket, i Noras ansigt.
Den erkendelse, de når til, er ikke viden i rationel forstand, men opstår som følge af
syndefaldets kortslutning af cogitoet. I Begrebet Angest taler Kierkegaard om denne form for
kortslutning (som Kierkegaard kalder en ”suspension af Aanden”) i forbindelse med
syndefaldet og det sanseligt erotiske:
- 59 -