Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

”utænkeligt” som fåretyvens pantomime. Det er historiens urscene, hofdamerne er vidne
til, ikke ”gåden om ophavet”, som Rösing skriver, men slet og ret ophavet.
Fortællersken og hendes fortælling
Vi introduceres til fortællingen af en gammel fortællerske, en ”kaffebrun, sortklædt Kone”,
der sidder dagen lang foran byporten. Den gamle kone har gået i en skrap skole hos sin
mormor, og fortællekunstens første regel er: ”Vær tro imod Historien [...] Vær evigt og
urokkeligt tro imod Historien.” 145 Den gamle fortællerske fortæller, at der findes én historie,
der er ”dybere, grummere, lystigere” end selv den ”skønnest prentede Side i den kosteligste
Bog”. Det er denne historie, fortællersken vil fortælle, historien om ”Det ubeskrevne Blad”.
I “Methods of Narratology and Rhetoric for Analyzing Isak Dinesen’s ’The Blank
Page’” går A.W. Halsall ind i den paradoksale struktur i ”Det ubeskrevne Blad”. Han
hævder, at vi i fortællingen præsenteres for modsatrettede størrelser, en selvmodsigelse, der
ligger allerede i rammefortællingen: Den gamle fortællerske beder os tro hendes historie,
men selve beskrivelsen af den gamle fortællerske er mytologisk uden for tid og rum, og den
empiri, som hun lægger i sin historie, modsiges af hendes egen åbenlyse mytologiske
karakter, som når et folkeeventyr hævder at tale sandhed. Denne diskrepans gør, at læseren
grundlæggende må acceptere et brud med logikkens udelukkede tredjes princip og
acceptere historiens præmisser. 146 Halsall mener, at denne tilgang til historien viser Blixens
nære kendskab til Aristoteles, og at det, uanset om hun har læst Poetikken og Retorikken, er
præcis de aristoteliske begreber, hun bringer i spil. 147
Halsall opstiller derfor teksten som en aristotelisk syllogisme, hvor den første præmis er
jomfrueligheden, og den anden præmis er bevisførelsen for ikke-jomfrueligheden.
Konsekvensen af de to præmisser er selvmodsigende, hævder Halsall, idet jomfrueligheden
hyldes, mens ikke-jomfrueligheden tilsvarende hyldes. Der gælder ikke et enten-eller
mellem A og ikke-A, tværtimod bekræfter de hinanden. Dette paradoks gentager sig i
utallige ”reversals” historien igennem. Halsall skriver, at de troper, fortællersken bringer i
anvendelse i den klassiske retorik, bliver kaldt aposiopesis eller reticentia, 148 troper, der arbejder
med decideret at nægte at give informationer og på den måde tvinger læseren til selv at
bidrage med informationerne. Den gamle fortællerske bryder tilsyneladende sit
tavshedsløfte ved at fortælle historien, men hendes fortælling er en tematisering af selve
tavsheden.
- 70 -