Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

HELE KAREN BLIXENS FORFATTERSKAB er gennemtrængt af en paradoksal
dobbelthed. 105 Er fåretyven i ”Ringen” skabergud eller djævel? Er “Ringen” historien om et
ægteskabsbrud eller tværtimod om et ægteskabs fuldbyrdelse? Er Simon forbryder eller
helt? Blixen vælger ikke at besvare disse spørgsmål. Hun vasker ikke Simons hænder, hun
lader ikke Lise forsone sig med oplevelsen i lysningen. For Blixen stiller det sig ikke som et
enten-eller, men tværtimod som et både-og, et både-og, der udspringer af hendes opfattelse
af syndefaldet og medfører en fundamental åbenhed i hendes fortællinger.
Paradokset er ofte forbundet med humor, ironi eller absurditet. I det 20. århundrede
satte Samuel Beckett livets absurde paradoksalitet på formel i sætningen: “I can’t go on, I’ll
go on”. På den ene side siger sætningen, at udsigeren ikke kan gå videre, på den anden side,
at udsigeren alligevel gør det. For den aristoteliske logik er en sådan udsigelse absurd: Der
må være tale om enten A eller ~A (ikke-A). A og ~A er umuligt. Den franske matematiker og
logiker Alain Badiou har skrevet om dette forhold hos Beckett i essayet “The writing of the
generic”:
This imperative, indifferent to all possibility – this terroristic commandment to sustain the
unsustainable – concludes The Unnameable: [...] you must go on, I can’t go on, I’ll go on (T, p. 418;
TN, p. 414). Since what is needed is precisely that which is impossible, the continuation of the
- 49 -