Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

LIGESOM EN SOKRATISK DIALOG består Karen Blixens fortællinger i tvivl og
spørgsmål til et givent A ved den samtidige hævdelse af eksistensen af en paradoksal
modsætning. Blixen leverer som Sokrates ikke svaret – metoden består ikke i en særlig,
genial indsigt, men i en særlig kunst, som Sokrates i dialogen Theaitetos sammenligner med
den majeutiske kunst, jordemoderkunsten. 135
I Symposion knytter Sokrates forbindelse mellem eros og svangerskabet. Det er avlingen,
der giver det dødelige menneske adgang til udødeligheden. Men svangerskabet er ikke kun
legemligt: For alle mennesker går også svangre med noget sjæleligt. Sokrates’ sjælefører,
Diotima, siger, at Sokrates nok kan blive indviet i erotikken, men formentlig ikke i
åbenbaringen. Sokrates opfatter sig selv som en åndelig jordemoder, en sjælelæge, der skal
redde os fra glemselen. Sokrates’ teknik går imidlertid ikke ud på at belære ”patienten”,
men derimod på at hjælpe ham til at erindre sin udødelige sjæl. Erindringen, Mnemosyne, er
et af de vigtigste temaer i Platons skrifter, der ikke alene i deres fulde korpus er et memento
for Sokrates, men også specifikt behandler mnemosyne. Væsentligst sker dette i dialogen
Menon, hvor Sokrates beviser, at viden ikke er noget, man lærer, men noget, man husker, da
han lader Menons uskolede slave foretage et vanskeligt regnestykke. Svaret på stykket,
sandheden om geometrien, ligger begravet i menneskets egen sjæl. 136 Hos Sokrates bliver
jordemodermetoden således brugt til at lade dialogpartneren huske sin egen udødelige sjæl
- 66 -