Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Samtidig står syndefaldsmyten efter min mening i forbindelse med et poetologisk
”mysterium” i Karen Blixens tekster, nemlig den talende tavshed, som ekspliciteres i
fortællingen ”Det ubeskrevne Blad”, og ofte fremhæves som kernen af Karen Blixens
poetik. Fortællingen er centreret omkring det sted, hvor alle historier kommer fra, men
paradoksalt nok er det den blanke side og tavsheden, der spiller hovedrollerne i fortællingen.
Hvad skal den talende tavshed sige, hvordan læser man det ubeskrevne blad?
Jeg vil forsøge at argumentere for, at Karen Blixen i sine fortællinger opererer med en
narrativ jordemodermetode. Begrebet er lånt fra Platons Sokrates. Blixens jordemoder-
metode behandler teksten som et åbent spørgsmål, der lader læseren finde sine egne svar.
Den sokratiske metode udspringer af en dialog, der rummer parallelle, indbyrdes
modsatrettede meninger (para-doxa) – hos Sokrates modsiger sofisterne i dialogform
hinanden, indtil Sokrates gør tabula rasa, ofte i form af et mytisk billede, en kortslutning af
cogitoet, der udsletter muligheden for entydighed. Selvom Karen Blixens fortællinger ikke
er sokratiske dialoger, anvender hun tilsvarende paradokser, kortslutninger og mytiske
billeder i sin fortællekunst som her beskrevet af Aage Henriksen i essayet ”Karen Blixen og
Marionetterne”:
En væsentlig grund til, at Karen Blixen har blændet og desorienteret, er sikkert den, at [...] den
inderste kerne i en novelle [aldrig er] en moralsk grundsætning, men selv en lille fortælling eller et
billede. Linierne mødes ikke i et punkt, men danner en figur. [...] Der ligger i dette en forestilling om,
at det ikke er begrebet, men myten og tegnet som er de mindste åndelige organismer, der kan
anskueliggøre de grundmenneskelige vilkår. 3
Henriksen tilføjer, at de to figurer, som bærer den største vægt i forfatterskabet,
marionetsymbolet og syndefaldsmyten.
Jeg vil forsøge at skitsere, hvad den paradoksale logik betyder for Karen Blixens
fortælleteknik og argumentere for, at Karen Blixen arbejder med en sokratisk metode, om
end paradoksaliteten hos Blixen ikke har sin grund i det platoniske eidos, men i sanselig-
heden i relation til den særligt blixenske version af Felix Culpa og trækker på denne måde
tilbage til det indledende problem: Syndefaldet og oprøret mod Gud.
Denne opgave er ikke udsprunget af en teoretisk position, men af overvejelser omkring
en række forhold, som jeg er støt på gennem læsning af Blixen. Selvom mange fortolkere har
påpeget at Blixen ofte eksplicit refererer til syndefaldet er der er mig bekendt ikke tidligere
lavet en systematisk fremstilling af emnet Karen Blixen og Felix Culpa. Derfor har det også
- 6 -