Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

… i det Erotiskes Culmination kan Aanden ikke være med. Jeg vil tale som en Græker. Aanden er vel
tilstede; thi det er den, der constituerer Synthesen, men den kan ikke udtrykke sig i det Erotiske. 124
Det, der er på spil i syndefaldet (kærligheden, det erotiske, overgangen fra ikke-bevidst til
bevidst), er ikke en følgevirkning af en række plotpunkter, der forløses. Snarere er det et
kvantespring ud på de ti tusind favne, ud i et ukendt, der er kvalitativt forskelligt fra den
situation, der gik forud.
Aristoteles’ poetik beskriver en rationel struktur, der er grundlæggende logisk opbygget.
Strukturen i Blixens fortællinger synes at stride imod den aristoteliske poetik, som logikken
bag syndefaldet i fortællingerne strider mod den aristoteliske logik. Bevægelsen i ”Ringen”
går ikke fra dunkelhed til oplysning, men snarere fra lys (situationen i begyndelsen) til
dunkelhed. ”Skibsdrengens” landgang negeres af flugten tilbage til søs. Mens det tragiske
drama holder sig inden for den aristoteliske logiks love og får sin formulering i Aristoteles’
poetik, ligner den paradoksale logik, der findes i Blixens fortællinger, snarere en ikke-logik
eller en ikke-poetik. Kortslutningen af cogitoet er en kortslutning af enhver form for
teleologi eller rationel progression i fortællingerne. Alligevel synes der at være en specifik,
tilbagevendende struktur i fortællingerne. Rammehistorien, de to bryllupper, det ene med
Konrad, det andet med ”Verdens Synd og Sorg” fremstår som hinandens negation, og den
centrale begivenhed i fortællingerne fremstår ikke som tom, vilkårlig eller absurd, men som
betydningsfuld og motiveret.
Den sokratiske metode
Flere elementer i Blixens fortællinger, både den paradoksale struktur, hvor en
indgangsposition negeres af en udgangsposition, og det, at strukturen mødes i et mytisk
billede, minder om den struktur, man finder, ikke i Aristoteles’ poetik, men derimod i de
sokratiske dialoger.
De sokratiske dialoger opbygget omkring en paradoksal narrativ struktur bestående af
en anabasis (opstigning) og en katabasis (nedstigning), som konsekvent negerer hinanden og
mødes i en central erkendelse, der bliver udtrykt i et mytisk billede placeret i værkernes
midte. 125 De modsatrettede udsagn (A og ~A) eliminerer hinanden i et tabula rasa, der lader
det mytiske billede være det eneste, der får lov at stå tilbage.
I dialogernes første halvdel, anabasis, udvikles argumentationen, begyndende med små,
dagligdags betragtninger, der svinger sig gradvist højere og højere op mod idealets tinde for
- 60 -