Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

møder fåretyven, forstår hun, hvad ægteskabet er. Syndefaldet er den dobbelthed, der gør
tingene enkle. Syndefaldet er erkendelsen af det menneskelige. Fortællersken siger, at der,
hvor man har forrådt historien, der bliver den til tomhed. Hvordan skal vi forstå dette? For
mig at se betyder det dette: hvis vi afmonterer eller fornægter den transcendente dimension
i fortællingerne, hvis vi reducerer dem til ensidig materialisme, hvis vi ikke lader dem
beholde et element af noget uforklaret ”uden for historien selv”.
Den fundamentale åbenhed, vi finder hos Blixen, er ikke en polyfon vilkårlighed, men
snarere en anelsesfuld eksklusivitet. Når der indtræder en dialog, sker det ikke mellem
forskellige vilkårlige stemmer, men, som jeg citerede Blixen i begyndelsen af denne opgave,
i ”vekselvirkningen mellem Gud og menneske […] mellem mand og kvinde”. Blixen
skriver, at disse to vekselvirkninger ”afgør et menneskes værd og skæbne” og er kilden til
hendes digteriske inspiration. Jeg har i denne opgave forsøgt at vise hvordan.
Forestillingen om det seriokomiske og forestillingen om det lykkelige syndefald deler en
paradoksal dobbelthed, der gør tabula rasa for den rationelle tanke og efterlader Blixen med
tavsheden og myten. Det kunne lyde som en trist endestation, men jeg vil hævde det stik
modsatte: Jeg mener, at den indre dialog i Blixens fortællerstemme indstifter en tilsvarende
indre dialog i læseren, hvor alle ens forudanelser bliver rykket op med rode, og det, der
bliver plantet i stedet, er et gådefuldt billede, et memento om historiens ophav – og kimen
til en ny fortælling.
- 77 -