Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

positioner”, og ”forbundet med det dialogiske og i videre forstand det polyfone”, fordi i
”paradoksets polyfoni suspenderer stemmerne ikke hinanden”. 107
Ipsen og Nielsens fremstilling er god, men deres beskrivelse af det paradoksale som
”forbundet med det dialogiske og i videre forstand det polyfone” er forsimplet. Snarere kan
man sige, at der er fem klassiske måder at håndtere et paradoks på:
1) Dialektik: Man kan hævde, at paradokset slet ikke er paradoksalt, men en
grundlæggende dynamik i virkeligheden. Alting er altid allerede svangert med sin
modsætning, og som tryk avler modtryk, avler paradokset en dynamisk udvikling.
Paradokset er med andre ord ikke et kors for tanken – det er tværtimod selve tanken.
Det er dialektikkens syntetiserende udlægning. Problemet ved denne tilgang er, at den
truer med at udslette paradokset. Det, der føles modsætningsfyldt, bliver
bortforklaret under hensyn til systemets harmoni.
2) Polysemi: Man kan hævde, at paradokset åbner for en uendelig række af muligheder
– det, der i litteraturvidenskaben normalt kaldes polysemi eller polyfoni og er positivt
ladet. Det er en form for egalitarisme – vi har alle hver vores tolkning og hylder
flerheden. Den yderste konsekvens er imidlertid en relativisme, hvor anything goes – og
hvorfor så overhovedet hævde det ene frem for det andet? Tilgangen risikerer med
andre ord at blive vilkårlig.
3) Absurdisme: Man kan hævde, at paradokset er absurd i betydningen tømt for
mening. Det er den klassiske logiks tilgang og absurdismens. Denne tilgang har en
overgang været positivt valoriseret i litteraturen og til dels i den filosofiske
eksistentialisme, hvor credoet gik på, at mennesket måtte indse altings meningsløshed
for at komme overens med sin realitet. Positionen er, set fra et teoretisk standpunkt,
lidt nem at annamme og ikke videre frugtbar at arbejde videre ud fra. Tilgangen
risikerer at ende i en tilsvarende vilkårlighed som nævnt ovenfor – hvorfor skelne,
hvis der alligevel ingen mening er?
4) Subjektivisme: Man kan hævde, som Kierkegaard, at paradokset stiller mennesket
frit: Fordi valget ikke er logisk, må mennesket vælge ud fra sin tro. Inderligheden
bliver svaret på en meningsløs virkelighed. Den filosofiske fordel ved denne tilgang
er en meget høj valorisering af individet og den subjektive frihed. Ulempen er, at
subjektivismen savner sin grund i noget andet. Man kan hævde, at der er et problem i
- 51 -