Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

tragicomic is for her not a mingling or synthesis of the two genres, as some critics suggest, but rather
the intersection of two different modes of being.[…] This intersection takes the form of a struggle,
for only in this way is the identity of the terms preserved. 159
Det afgørende er, at det tragikomiske hos Blixen ikke indgår i en syntese, men holdes som
to distinkte, heterogene værensformer, der står i et konfliktuelt forhold til hinanden.
Stephens skriver, at det er Blixens ofte udtalte synspunkt, at “the mode of being proper to
man is the tragic, while comedy is the province of God”, 160 og fremhæver følgende passage
fra fortællingen ”Aben”, hvor det menneskeligt tragiske defineres som en griben og
fastholden, mens det komisk guddommelige er foranderligt:
Den egentlige Forskel mellem Gud og Mennesker, tænkte han, er, at Gud kan ikke udholde
Varighed. Aldrig saa snart har han skabt en Aarstid eller en særlig Time paa Døgnet, før han faar
Lyst til noget andet og tilintetgør det. Aldrig saasnart var man en ung Mand og godt tilfreds dermed,
før Verdensordenen slyngede En ind i Ægteskabet, Døden eller Alderdommen. Og Mennesket
klynger sig til Øjeblikket. Hele sit Liv kæmper det for at fastholde Nuet og staar hele Livet igennem
overfor en force majeure. Kunsten, den er jo intet andet end et Forsøg paa fremfor alt at fange og
fastholde det enkelte Øjeblik, dets Stemning og dets Betydning, det øjeblikkelige Trylleri ved en
enkelt Kvinde eller en enkelt Blomst, og at gøre dette uforgængeligt. Det er helt fejlagtigt, tænkte
han, naar vi forestiller os Paradiset som en uomskiftelig Salighedstilstand. Det vil uden tvivl vise sig
at være det stik modsatte, et ustandseligt Op og Ned, en Malstrøm af Omskiftelighed i Guds egen
Aand. 161
Hvis vi sætter lighedstegn mellem fortælleren og Gud, eller, som Stephens skriver, hvis
Gud forholder sig som dukkeføreren til sine marionetter eller forfatterpersonaen til sine
fiktive karakterer, må dette betyde, at karaktererne i Blixens historie må klamre sig til nuet,
”while the author will take pleasure in trying to dislodge them by introducing fresh
changes.” 162 Det betyder, at en karakter opnår sin tragiske fylde, når det lykkes ham at
fastholde nuet på trods af den omnipotente fortællers forsøg på at forvandle ham, hvilket
vender forholdet fortæller/fortælling på hovedet og skaber et nyt interessant paradoks, den
omnipotente fortællers paradoks, der består i, at fortællingens karakterer modstår eller
begår oprør mod fortælleren, selvom de er skabt af denne. Selvom dette er komplet
ulogisk, skriver Stephens, synes det rent faktisk at være tilfældet i Blixens fortællinger.
I fortællingen ”Digteren” kommer den fuldt udfoldede version af den menneskelige
marionetkomedie til udtryk.
- 74 -