Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

kristendommen, jødedommen og islam er, at de alle trækker på fortællingerne fra Det
Gamle Testamente, principielt set alle sammen udspringer af det samme syndefald.
I min optik er der ingen tvivl om, at Blixens religiøsitet først og fremmest er et
mellemværende med kristendommen. Bibelen er den tekst, der helt afgjort oftest citeres, og
kan, med Northrop Fryes begreb, kaldes ”Den store kode” bag hendes forfatterskab. 6 Det
gør imidlertid ikke den religiøse dimension ensidig – tværtimod. Den religiøse dimension i
Blixens tekster er i høj grad tvetydig og står mellem djævelskab og tro, kætteri og hellighed,
mellem syndere og helgener.
Når derfor for eksempel Ivan Ž. Sørensen og Ole Togeby i indledningen til Omvejene til
Pisa erklærer, at de ikke bryder sig om begrebet epifani i forbindelse med Blixen og hellere
vil holde sig til begrebet anagnorisis, 7 selvom epifanien er tydeligt til stede, ikke mindst i
”Vejene omkring Pisa”, eller når Søndergaard har vanskeligt ved at læse ”Ringen”, eller
Rolf Gaasland har vanskeligt ved at placere hedenskabets rolle i forhold til Blixen, er det
efter min opfattelse et udtryk for, at de i deres analyser forsøger at forsimple eller slippe
uden om den kristne fortolkningsramme, som Blixen placerer sine fortællinger i.
Disposition
I opgavens første del behandles syndefaldsmotivet med udgangspunkt i ”Ringen” og under
inddragelse af Leif Søndergaards ”Syv fantastiske analyser af Karen Blixens ‘Ringen’”, der
holdes op imod en klassisk tekst fra Blixen-forskningen, Robert Langbaums Mulm, Stråler og
Latter. Analysen afrundes med en kort læsning af Bibelens syndefaldsmyte, en gennemgang
af Felix Culpa og en perspektivering i forhold til syndefaldsbegrebet i Søren Kierkegaards
Begrebet Angest.
Anden del tager udgangspunkt det centrale paradoks i syndefaldsmyten, nemlig
teodiceen eller det ondes problem, der undersøges i forhold til Karen Blixens tekster.
Forholdet mellem godt og ondt, djævelskab og kristendom, læses i forhold til Sunniva-
skikkelsen i ”Skibsdrengens Fortælling” samt kardinalen fra ”Syndfloden over Norderney”
og et par korte uddrag af Den afrikanske Farm.
Tredje del skitserer med udgangspunkt i paradokset nogle principielle problemer i Karen
Blixens poetik. Paradoks er egentlig en filosofisk term, og derfor vil jeg med støtte i
filosofien forsøge at forklare, hvad et paradoks består i – nemlig en kortslutning af cogitoet.
Dernæst vil jeg forsøge at se hvad den paradoksale struktur betyder i forhold til identitet,
teleologi og sprog i Karen Blixens tekster.
- 9 -