Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

More documents

Recommendations

Info

Men parallellen til pantomimen går dybere. I forhold til gestikken gjorde selv Saussure en undtagelse i forhold til teorien om tegnets arbitræritet, skriver Brooks. ”Saussure indeed alludes to the possibility that gesture may be a language of non-arbitrary signs.” 42 For at nå til en dybere forståelse af pantomimens ikke-arbitrære sprog, inddrager Peter Brooks Encyklopædien fra Diderots tid og Rousseaus Essai. Under opslaget ”Geste” i Encyklopædien beskrives gestikken som et ”primitivt sprog fra menneskehedens vugge”, og Rosseau betragter det som en førsproglig udtryksform, ”før fremmedgørelsen”. ”The dramaturgy of gesture and inarticulate cry urged by Diderot should, I believe, be seen in this context, as an effort to recover on the stage something like the mythical primal language, a language of presence, purity, immediacy,” skriver Brooks. 43 Pantomimen er altså på en gang en genre med en række karakteristiske træk og et specifikt sprog, der taler om en førbevidst tilstand, forsøger at kommunikere en tilstand, der ikke kan kommunikeres i sproget. Med disse overvejelser omkring sproget virker tavsheden i ”Ringen” og referencen til pantomimen ikke som et arbitrært appliceret retorisk greb, men som et tematisk motiveret valg i forhold til fremstillingen af menneskets urhistorie, tiden for syndefaldet: Pantomimens tavse sprog taler ifølge encyklopædien i et mytisk oprindeligt sprog - som situationen fra før mennesket fik kundskab om godt og ondt. Brooks fremhæver, at pantomimens tegnsprog synes at rumme en ”renhed og en uskyld”, som den verbale diskurs har formørket, fremmedgjort sig fra eller mistet. Man kan dårligt forestille sig et bedre sprog end tavsheden, hvis talen omhandler syndefaldet. Tavsheden i ”Ringen” synes således ikke blot at være et kuriøst æstetisk valg, men et konsekvent greb med pantomimen som forbillede, motiveret af den myte, fortællingen er elaboreret over: syndefaldet. ”Den talende tavshed” er forbundet med syndefaldet og et gennemgående træk i Blixens poetik som jeg vil vende tilbage til i Del 4 og analysen af fortællingen ”Det ubeskrevne blad”. I denne fortælling forenes ”Den talende tavshed” med sammensmeltningen af tegn og betydning i form af den blanke side, der ligeledes står i forbindelse med en ”renhed og uskyld”, som den skrevne diskurs ifølge fortællingen formørker, eller ligefrem besudler. Hér vil jeg imidlertid nøjes med at understrege, at mange af de elementer, Brooks fremhæver ved den historiske pantomime, stemmer overens med ”Ringens” tidløse pantomime. Øjeblikket med ”fortættet passion” og et klimaks, der trækker referencer til et kendt motiv fra malerkunsten, stemmer godt overens med mødet mellem fåretyven og Lise - 22 -
i lysningen. At pantomimens sprog skulle være et ”mythical primal language, a language of presence, purity, immediacy”, hænger samtidig sammen med syndefaldet. I det følgende vil jeg dykke dybere ned i analysen af ”Ringen” som syndefaldsmyte. ”Syv fantastiske analyser af ‘Ringen’” I artiklen ”Syv fantastiske analyser af Karen Blixens ‘Ringen’” læser Leif Søndergaard ”Ringen” som en syndefaldsmyte. Ifølge Søndergaard skal ”Ringen” formidle den moderne erkendelse af, at mennesket umuligt kan vende tilbage til Paradis. Jeg deler Søndergaards opfattelse af, at ”Ringen” kan læses som en syndefaldsmyte, men ikke hans tolkning og heller ikke hans konklusion, nemlig at det, at man som menneske ikke kan nå Paradiset, skulle være noget specifikt moderne. Det, der til gengæld efter min mening er moderne i Karen Blixens måde at behandle syndefaldet på, er, at tolke det som en psykologisk eller eksistentiel myte, der handler om en uskyld, der må gå tabt, før livet som menneske kan begynde. Hvad jeg mener med dette, vil jeg vende tilbage til efter en gennemgang af Søndergaards analyse. I artiklen læser Søndergaard i øvrigt ”Ringen” ad en række forskellige spor. Søndergaards sigte er et studie i metode: Han vil gerne vise, hvordan en række forskellige tolkninger kan lede til en bedre samlet analyse af en tekst og har udvalgt ”Ringen” som eksempel. Dette former sig som syv på hinanden følgende læsninger. I den første, den ”narratologisk-semiologisk-strukturalistiske analyse”, gennemgår Søndergaard plot- strukturen i ”Ringen”. Søndergaard placerer hér Lise som fortællingens hovedperson og inddeler historien i et determinationspunkt (baggrundsafsnittet om Lise og Konrads bryllup), hvor fortællingens tema introduceres, et kulminationspunkt (mødet med fåretyven i skoven) og et konklusionspunkt (genforeningen med Konrad). Fraværet af et konkluderende afsnit er ifølge Søndergaard med til at understrege fortællingens åbne slutning. Tilværelsestolkningen lagt ind i én enkelt skelsættende begivenhed, Lises møde med fåretyven. Denne ene begivenhed er et forvandlingspunkt, og Søndergaard henter støtte i teksten, idet Lise beskriver sin forvandling ved mødet. Så langt så godt. Men så går Søndergaard videre til konklusionspunktet, og her drager han en besynderlig slutning: Fra tidligere at have hævdet, at teksten er åben, lukker han den lige pludselig i en skilsmissetolkning: At der i novellen står, at Konrad indhenter Lise igen, tager Søndergaard som en ironi, et billede på Lises løgn og Konrads naivitet: ”I virkeligheden indhenter han aldrig Lise igen. […] De følges ad ud til fårefolden, men begiver sig hjemad hver for sig,” 44 - 23 -
Page 1 and 2: Sune de Souza Schmidt-Madsen Felix
Page 3 and 4: Indhold Abstract 4 Indledning 5 Opg
Page 5 and 6: Indledning ”Det forekom mig nu i
Page 7 and 8: været et første spadestik, basere
Page 9 and 10: kristendommen, jødedommen og islam
Page 11 and 12: Del 1: Syndefaldsmotivet i ”Ringe
Page 13 and 14: ”Ringen” Lette hvide Lammeskyer
Page 15 and 16: Lise er tilsyneladende splittet: p
Page 17 and 18: ”Gang paa Gang [er det hændt mig
Page 19 and 20: Udsnit af Michelangelo: Skabelsen a
Page 21: og Lise glider bort ”ligesaa lydl
Page 25 and 26: skæbne på sig, og da denne skæbn
Page 27 and 28: Hvis Adam og Isha spiser af kundska
Page 29 and 30: væsentligste pointe med artiklen e
Page 31 and 32: og dog er han jo skyldig, thi han s
Page 33 and 34: Evigheden bestandig gjennemtrænger
Page 35 and 36: Del 2: Det ondes problem: Karen Bli
Page 37 and 38: alle aspekter af denne fortælling,
Page 39 and 40: med fårene, og at Lise tager hans
Page 41 and 42: Er Simon forbryder eller helt? Det
Page 43 and 44: Ud over syndflodsberetningen fra Bi
Page 45 and 46: købet blevet fortalt, at ”Paven
Page 47 and 48: Farm er én lang beskrivelse af ”
Page 49 and 50: HELE KAREN BLIXENS FORFATTERSKAB er
Page 51 and 52: positioner”, og ”forbundet med
Page 53 and 54: 2) Modsigelsesprincippet, der tilsi
Page 55 and 56: negationstænkning og den paradoksa
Page 57 and 58: uger Aristoteles månen som eksempe
Page 59 and 60: Aristoteles) opererer med de centra
Page 61 and 62: til sidst at ende i et grænseland,
Page 63 and 64: sammen med Odysseus sniger sig ind
Page 65 and 66: Del 4: Tavsheden, fortællersken og
Page 67 and 68: og nå frem til svaret selv. Selv s
Page 69 and 70: falmede, blegede blodspor på lagne
Page 71 and 72: ”Det ubeskrevne Blad” er på en
Page 73 and 74:
Der Erzähler - so vertraut uns der
Page 75 and 76:
Dukkeføreren i ”Digteren” er j
Page 77 and 78:
møder fåretyven, forstår hun, hv
Page 79 and 80:
Anvendt litteratur Aristoteles: Poe
Page 81 and 82:
Lovejoy, Arthur O.: ”Milton and t
Page 83 and 84:
35 Ibid., s. 225. 36 Ibid., s. 226.
Page 85 and 86:
Gallen-Kallela”, i Janson, Mats (
Page 87:
147 Ibid., s. 155. 148 Ibid., s. 15
show all

Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?