Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

falmede, blegede blodspor på lagnerne kan læse ”hele Dyrekredsens Tegn […] eller man
kan finde Billeder fra sin egen Tankeverden”. 144
Men kernen i fortællingen er det ubeskrevne blad, det hvide lin, foran hvilket alle historiens
kvinder, prinsesser, dronninger, hustruer, mødre, jomfruer, legesøstre, hofdamer,
brudepiger, nonner og selv abbedissen falder i de dybeste tanker. Det ubeskrevne leder ikke
tanken hen på en vilkårlig polysemi. I modsætning til ordene og de blodige lagner synes
tavsheden og det uplettede lagen at indstifte en eksklusivitet.
Det ubeskrevne blads blanke side er ikke en tom meningsløshed (som fortællersken
indledende advarer om) eller en kunstens apoteose: den er en selvreflekterende
uudsigelighed som pantomimen med fåretyven. På ”Det ubeskrevne Blad” ser adelsfruerne
måske – som hos Sokrates slaven Menon – ind i deres egen, udødelige sjæl. I en
fundamentalt åben dialog, en ”Vekselvirkning med Gud”, skuer de det billede, som Lise så
i det tavse møde med fåretyven, og tolker som hun måske deres egen situation ind i Den
store kode.
Foreningen af det psykologisk/erotiske og det eksistentielt/religiøse i teksterne og i
forbindelse med syndefaldet gør psykoanalysen til et oplagt redskab, men for mig at se
mangler psykoanalysen den religiøse dimension i sit begrebsapparat, hvilket gør, at den ikke
kan komme helt til bunds i syndefaldets konflikter; den kan så at sige kun beskrive ”den
ene halvhed”. Hvis man vil have den anden halvhed med, må man indoptage den religiøse
dimension. Som hævdet af Kierkegaard kan psykologien beskrive synden, men ikke forstå
den.
I artiklen ”Psykoanalyse” i antologien Litteraturens tilgange analyserer Lillian Munk Rösing
for eksempel ”Det ubeskrevne Blad” i overensstemmelse med den lacanianske,
eksistentielle mangel, men i dette tror jeg, at hun går fejl af fortællingens intention og gør
”Tavsheden til Tomhed”. Det ubeskrevne Blad er netop ikke en eksistentiel mangel eller
det arbitrære forhold mellem signifiant og signifié, men tværtimod en suspension af det
arbitrære gennem en sammensmeltning af tegn og betydning i fraværets metafysik, en fylde,
der opstår i mødet mellem inkommensurable størrelser, og som ikke kan formidles
diskursivt, men kun kan repræsenteres, som billede det ubeskrevne blad, i sproget ved
tavshed, i et ”mythical primal language, a language of presence, purity, immediacy”.
Hér, som i pantomimen i ”Ringen”, synes der ikke at være en uovervindelig kløft
mellem signifiant og signifié, mellem tegn og betydning. Snarere er ”Det ubeskrevne Blad”,
den hvide side, netop sammensmeltningen af tegn og betydning, ”ufatteligt” og
- 69 -