Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Tavsheden i ”Det ubeskrevne Blad” udspringer af Felix Culpa og taler som i ”Ringen” i
et ”sprog fra menneskehedens vugge”, det hvide lagen rummer som pantomimen,
beskrevet af Brooks, ”a language of presence, purity, immediacy”. Der er også flere andre
træk, der danner bro mellem de to fortællinger, blandt andet det maleriske indgangsmotiv.
Den ureflekterede enhed mellem himmel og jord, Blixen beskrev i begyndelsen af
”Ringen”, malermesterens pensel med de hvide lammeskyer på den blå himmel, Lises hvide
kjole, de lyseblå bånd, går igen i ”Det ubeskrevne Blad” i den luftblå dal med hørmarken,
der pløjes af de snehvide okser, i lagnerne, der ligger som ”Felter af Sne” rundt om
klosteret i de blå bjerge – og som i ”Ringen” understøttes sammensmeltningen mellem
himmel og jord direkte i teksten: ”I Miles Omkreds løfter i denne Sommermaaned Folk i
Landsbyerne Blikket mod Ageren og spørger sig selv: ’Naa, er Klostret nu blevet løftet op i
Himlen? Eller har vore gode smaa Søstre faaet Himlen trukket ned paa Jorden til sig?’” 141
Fortællingerne bevæger sig herefter fra den hvide/luftblå uskyldsrene symbiose mellem
himmel og jord, over bruddet, blodet, blodet på lagnerne, blodet på fåretyvens kniv, til
tavsheden, Lises tavshed i ”Ringen”, fortællerskens tavshed i ”Det ubeskrevne Blad”.
Den paradoksale identitetsskabelse, syndefaldets reversal of character, ligger i ”Det
ubeskrevne Blad” i lagnernes hvidhed, der i historien først og fremmest er til for at blive
brudt: Når jomfruerne har lagt deres uendelige flid og tro i at skabe de hvideste hvide
lagner, bliver de bragt til kongehuset for at blive besudlet på bryllupsnatten, således at
blodsporene på dem, dagen efter brylluppet, kan blive udstillet for folket og bevidne, at
bruden var jomfru: ”Virginem eam tenemus”. 142 Her vender fortællingen arabesk-agtigt
tilbage til sin begyndelse: Historien begynder med syndefaldet, der bliver skrevet på den
hvide side, ligesom der bliver skrevet med blod på de hvide lagner. Det ubeskrevne synes
kun at danne baggrund for det skrevne, lagnerne fremholdes kun for at bevidne, at pigen
var jomfru, men netop var, bevist ved, at hun ikke længere er det. Jomfrueligheden kan
paradoksalt nok kun bevises ved at blive modbevist, når den ikke længere er.
Herpå følger en grotesk udskæring af stof og blodspor, der efterfølgende fragtes tilbage
til det kyske kloster for at blive udstillet som kunstværker. Det er ikke kunsten, der tegner
livet, men tværtimod livet, der aflejres på lærredet. Erfaringen tegner kunsten gennem blod,
sved og tårer, fordi det er blevet levet og ikke er forblevet i sin jomfruelige uskyldstilstand.
Strukturen i de blodige lagner er i sekundærlitteraturen blevet sammenlignet med
polysemiske Rorschach-kort. 143 ”Det ubeskrevnes Blads” fortællerske beretter, at man i de
- 68 -