Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

går så langt som til at sige at det til et ‘noget’ svarende ‘noget andet’ er identisk med ‘noget’.
Altså ‘noget’ = ‘noget andet’.” 109 Identitet forstås ikke hos Hegel som noget værende, A,
men som noget, der først må negeres, blive ~A, for at blive ophævet til ny væren, der
beskrives som både-og (A og ~A).
Lidt forsimplet kan man sige, at man kun forstår et begreb, fordi det er afgrænset af
noget, der ikke er det samme. Altså kan man kun bestemme månen som en måne, fordi der
også findes noget, der ikke er månen. Ud fra dette princip forkaster Hegel den aristoteliske
logiks grundprincipper, modsigelsesprincippet og det udelukkede tredjes princip:
Grunden til at forkaste modsigelsesloven er af samme struktur. Eftersom Hegel forkaster
modsigelsesloven accepterer han følgende sætning: ‘Alle ting er i sig selv modsigende.’ [...] Det er
altså ikke en abnormalitet ved visse sætninger, men et træk der gennem negationen med
begrebslogisk nødvendighed er knyttet til begrebet identitet 110
Bevægelsen for denne paradoksale negationsproces beskriver Hegel gennem begreberne
Sein og Schein. Sein er ureflekteret væren, der bliver reflekteret, Schein, hvorved der opstår
en ny form for reflekteret væren. Hegels pointe er, at hverken spejlbilledet eller det, der
spejler sig, har “væsentlig” væren. Den ”væsentlige” væren opstår først, når det, der spejler
sig, bliver bevidst om sit eget billede i spejlet. På denne måde bliver væren ophævet
(aufgeheben) til væsen eller egentlig væren. “Når de to begreber Væsen og Schein er forenede
er Schein ikke længere et ‘andet’ udenfor Væsen. […] Schein er den ophævede Værens
‘ansigt’. [...] Der er med andre ord identitet mellem Væsen og Væsens ‘Andet’.” 111 skriver
Hartnack.
onde:
Derfor er også syndefaldet for Hegel for så vidt et gode. Kun i bevidstheden findes det
Sünde ist Erkennen des Gutes und Bösen als Trennung; das Erkennen heilt aber ebenso den alten
Schaden und ist der Quell der unendlichen Versöhnung 112
Med Guds indtræden i kødet bliver subjektet ifølge Hegel identisk med Gud, og
bevidstheden om denne identitet er erkendelsen af den sande gud, ”Den rene ånd”.
Dette hegelske virkelighedsbillede er på en gang fremmed og beslægtet med Blixen. Hun
gør sig gentagne steder lystig over Hegel, men der er alligevel en lighed mellem hans
- 54 -