Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

More documents

Recommendations

Info

fortællingens ramme. Da fåretyven lukker øjnene, forlader Lise lysningen i tavshed for at begive sig hjemad. Kort efter dukker Konrad op på stien. Han indhenter hende og begynder at tale om lammene, mens Lise i sit stille sind tænker, at ”alt er forbi”. Konrad undrer sig over hendes tavshed, og hun fortæller, at hun har mistet sin ring. Konrad slår det hen og siger, at de bare kan sende bud efter en ny. Men Lise føler, at hun har mistet mere end ringen. Hun har viet sig til ”Fattigdommen, fredløsheden og den fuldkomne Forladthed. Til hele Verdens Synd og Sorg”. Hun siger ikke noget til Konrad, og han forsøger at berolige hende. ”Kan Du tænke Dig, […] hvor Du kan have tabt den?” spørger han. ”Nej,” svarer hun, ”det kan jeg sletikke tænke mig.” 32 Her slutter ”Ringen”. Den åbne slutning er et smukt og virtuost træk ved fortællingen, der tillader læseren selv at fortolke, hvad den skal betyde. Pantomimen i ”Ringen” Et særtræk ved ”Ringen” er, at hele fortællingen stort set foregår i tavshed. I fortællingen er der blot to replikskifter, ét i begyndelsen, før syndefaldet, hvor Konrad har det første og sidste ord – det er det ovenfor resumerede replikskifte, der begynder med ”stakkels Djævel” over ”Hvor kan du have Medlidenhed … en Fare for Samfundet” til ”Gaa du bare ganske langsomt ad Stien, saa indhenter jeg Dig.”, 33 og ét ved fortællingens slutning, efter syndefaldet. Konrad taler om fårene, men det er Lise, der har den første og sidste replik, fra ”Jeg har tabt min ring” til ”Nej, det kan jeg sletikke tænke mig”. Dette sidste replikskifte består stort set udelukkende af, at Konrad gentager et spørgsmål, og Lise benægtende svarer. 34 Men det er ikke alene talen, der er meget begrænset i ”Ringen”. Alle lyde forstummer, da Lise begiver sig ud på sin vandring. Til gengæld fremhæves stilheden: ”Landskabet omkring hende var lysende stille, ligesom fuldt af Forjættelse”; 35 ”Hun passede nøje paa ikke at gøre den ringeste Støj” og ”hendes lette Fodtrin blev her ganske lydløse”; 36 ”Dette Møde i Skoven forløb, fra først til sidst, fuldkommen stumt, uden et Ord”, ”Hvad der foregik under det kunde kun gengives pantomimisk”. En enkelt lyd, der bryder tavsheden, er den fjerne lyd af fårehyrden Matthias, der kalder på hundene, men denne lyd synes næsten at forstærke stilheden, idet Lise vælger ikke at kalde på sin mand eller Matthias. Også fåretyven forbliver tavs, og synes at befinde sig i det samme tyste univers som Lise. Da Lise ser sig selv med hans øjne, er det som en hvidklædt skikkelse, ”der langsomt og lydløst nærmede sig”. 37 De følger hinandens bevægelser med blikket, indtil fåretyven lukker øjnene - 20 -
og Lise glider bort ”ligesaa lydløst som hun var kommet”. 38 I skovbrynet ”står hun stille”, indtil Konrad råber hende an med et muntert ”Hallo”, kun for efter en tid at blive slået over, ”at hun var saa tavs”, og at ”Hendes Ansigt var saa stille at han ikke vidste om hun havde hørt ham eller ikke”. 39 Tavsheden spejler den hemmelighed, Lise bærer på ved fortællingens slutning, men den rummer også en førsproglig dimension, der står i relation til syndefaldet. I kapitlet ”The text of muteness” fra bogen The melodramatic imagination forsøger litteraturforskeren Peter Brooks at etablere en tavshedens æstetik. Brooks beskriver pantomimen, der opstod som genre på samme tid som marionetkomedien og balletten ved sekundær-teatrene i Frankrig i 1800-tallet, i opposition til den officielle statsscene. Brooks trækker på Diderots traktat om pantomimen Entretiens sur le Fils naturel og De la poésie dramatique, hvor Diderot opfordrer skuespilforfatterne til at skrive pantomimer. Som nævnt indledningsvist fremhævede Henriksen i ”Karen Blixen og Marionetterne” marionetkomedien i forhold til Karen Blixens forfatterskab, og i citatet med phlogiston fra ”Digteren” fremhæves balletten. Kigger man på ”Ringen” virker pantomimen imidlertid som en mere oplagt figur. I ”Ringen” er pantomimen eksplicit til stede i det tidløse møde med fåretyven, og implicit i den tavshed, der præger hele fortællingen. Det kunne lyde udramatisk, men som læser har man faktisk den modsatte oplevelse: tavsheden forstærker dramaet i ”Ringen”. I sin traktat om pantomimen skriver Diderot da også at den tavse scene og gestikken forbundet til øjeblikke af ”fortættet passion”. 40 Pantomimen er ikke en kunstlet form, der tvinges ned over et stof, tværtimod er tavsheden den mest naturlige udtryksform, når stoffet dramatiske kvaliteter overgår sprogets formidlingsevne. Tavsheden er med andre ord et redskab, der træder til, ikke som en begrænsning, men som en udvidelse af de dramatiske teknikker. På disse punkter minder tavsheden i ”Ringen” om den af Diderot beskrevne, men parallellerne til pantomimen ophører ikke her: Peter Brooks beskriver at det maleriske tableau var af essentiel vigtighed for pantomimen: Meget ofte var klimaks i stykkerne en mimet gengivelse af et kendt motiv fra malerkunsten. 41 Denne metode anvender Karen Blixen direkte, som fremhævet i teksten, og man kunne få den tanke at hun enten har læst Diderots traktat, eller i hvert fald har et mindst lige så indgående kendskab til pantomimen som genre som hun har til marionetkomedien og balletten, der også ofte optræder i hendes fortællinger. Det kunne tyde på at hun i ”Ringen” anvender pantomimens formsprog til at fortætte passionen som fremhævet af Diderot. - 21 -
Page 1 and 2: Sune de Souza Schmidt-Madsen Felix
Page 3 and 4: Indhold Abstract 4 Indledning 5 Opg
Page 5 and 6: Indledning ”Det forekom mig nu i
Page 7 and 8: været et første spadestik, basere
Page 9 and 10: kristendommen, jødedommen og islam
Page 11 and 12: Del 1: Syndefaldsmotivet i ”Ringe
Page 13 and 14: ”Ringen” Lette hvide Lammeskyer
Page 15 and 16: Lise er tilsyneladende splittet: p
Page 17 and 18: ”Gang paa Gang [er det hændt mig
Page 19: Udsnit af Michelangelo: Skabelsen a
Page 23 and 24: i lysningen. At pantomimens sprog s
Page 25 and 26: skæbne på sig, og da denne skæbn
Page 27 and 28: Hvis Adam og Isha spiser af kundska
Page 29 and 30: væsentligste pointe med artiklen e
Page 31 and 32: og dog er han jo skyldig, thi han s
Page 33 and 34: Evigheden bestandig gjennemtrænger
Page 35 and 36: Del 2: Det ondes problem: Karen Bli
Page 37 and 38: alle aspekter af denne fortælling,
Page 39 and 40: med fårene, og at Lise tager hans
Page 41 and 42: Er Simon forbryder eller helt? Det
Page 43 and 44: Ud over syndflodsberetningen fra Bi
Page 45 and 46: købet blevet fortalt, at ”Paven
Page 47 and 48: Farm er én lang beskrivelse af ”
Page 49 and 50: HELE KAREN BLIXENS FORFATTERSKAB er
Page 51 and 52: positioner”, og ”forbundet med
Page 53 and 54: 2) Modsigelsesprincippet, der tilsi
Page 55 and 56: negationstænkning og den paradoksa
Page 57 and 58: uger Aristoteles månen som eksempe
Page 59 and 60: Aristoteles) opererer med de centra
Page 61 and 62: til sidst at ende i et grænseland,
Page 63 and 64: sammen med Odysseus sniger sig ind
Page 65 and 66: Del 4: Tavsheden, fortællersken og
Page 67 and 68: og nå frem til svaret selv. Selv s
Page 69 and 70: falmede, blegede blodspor på lagne
Page 71 and 72:
”Det ubeskrevne Blad” er på en
Page 73 and 74:
Der Erzähler - so vertraut uns der
Page 75 and 76:
Dukkeføreren i ”Digteren” er j
Page 77 and 78:
møder fåretyven, forstår hun, hv
Page 79 and 80:
Anvendt litteratur Aristoteles: Poe
Page 81 and 82:
Lovejoy, Arthur O.: ”Milton and t
Page 83 and 84:
35 Ibid., s. 225. 36 Ibid., s. 226.
Page 85 and 86:
Gallen-Kallela”, i Janson, Mats (
Page 87:
147 Ibid., s. 155. 148 Ibid., s. 15
show all

Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?