Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Udsnit af Michelangelo: Skabelsen af Adam, (1508-1512), Det Sixtinske Kapel, Vatikanet
Billedet i ”Ringen” er mere subtilt, i ”Digteren” mere burlesk, men parallellerne er tydelige.
Billedet af Lises fingerspidser, der møder fåretyvens, mimer et kendt motiv fra
malerkunsten, nemlig Michelangelos klassiske fremstilling af Gud, der skaber Adam.
Etableringen af Michelangelo-tableauet peger på, at mødet med fåretyven ikke alene er
Lises møde med ”den onde Aand”, men også med hendes skaber.
Det paradoksale billede synes at trække en forbindelse mellem syndefaldet og skabelsen,
mellem ”den onde” og Gud. Både i ”Digteren” og i ”Ringen” er der ingen tvivl om, at
netop dette paradoksale tableau er forvandlingspunkt: efter det michelangeloske øjeblik er
”alt […] forandret”. 30
Fåretyven løfter forsigtigt Lises lommetørklæde op og folder det om sin blodige kniv i
endnu et erotisk billede, hvor lommetørklædet fremstår som en jomfruhinde. Kniven føres
med besvær i skeden gentagne gange, og under akten begynder fåretyvens ansigt at lyse
med en ”forunderlig Fosforglans”, hvor det næsten er, som om han indoptager Lises
hvidklædte skikkelse i sig. Så lukker han øjnene, og Lise føler, at der i dette er en ”Afgørelse
og en Afslutning”: ”I denne ene Bevægelse gjorde han hvad hun havde besvoret ham om:
han udslettede sig og forsvandt. Hun var fri.” 31
Mødet med fåretyven er Lises møde med erotikken, døden og skabelsen. Gennem den
tavse, erotiske pantomime bliver Lise både forløst og frisat, men samtidig tvinger
begivenheden hende også ud i en eksistentiel konflikt, der ikke finder sin løsning inden for
- 19 -