Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Konklusion
HVOR PARADOKSALT det end kan forekomme at operere med en omnipotent
fortæller, der kommer til kort over for sin egen fortælling, er dette ikke desto mindre
tilfældet i Blixens fortællinger.
Præcis som i syndefaldsmyten gør det skabte oprør mod sin skaber. Fortællingen
forbryder sig mod sin fortæller, som mennesket forbrød sig mod Gud, men netop ud af
dette fødes fortællingen. Dette er fortællerskens Felix Culpa: Historien om en fortælling,
der må opløse sig selv for at blive fortalt. Derfor må også den blanke side og tavsheden spille
hovedrollerne i Karen Blixens poetik.
Blixens insisteren på det paradoksale gør fortællingerne kantede og forlener dem med en
selvreferentialitet, der indgyder dem en burlesk og til tider grotesk humor, som i ”Aben”,
hvor vi i en myte får at vide, at kærlighedsgudinden er delt – forfra er hun en smuk kvinde,
og bagfra er hun en abe, hvortil den unge brud spørger hvordan man på den
kærlighedsgudinde så kan se, ”hvad der er for og hvad der er bag?” 169
Men humoren synes ikke at fratage fortællingerne deres eksistentielle alvor, snarere at
komplimentere den og derved øge den, som man kender det fra den seriokomiske genre.
På samme vis fratager paradokserne ikke fortællingerne deres betydning, men potenserer
den, gør fortællingerne rige på en måde, så man som læser altid føler, at der er et noget nyt
at opdage i en Karen Blixen-fortælling, et nyt hjørne af historien, der gemmer på en ny, lille
skat.
I de ovenstående kapitler har jeg forsøgt at redegøre for, hvordan Karen Blixens
opererer med en paradoksal geometri i sine fortællinger. Jeg har forsøgt at argumentere for,
at den paradoksale identitetsskabelse udspringer af syndefaldets reversal of character. Jeg har
argumenteret for, at den paradoksale logik hos Blixen ikke fører til en dialektisk udvikling,
men derimod til en kortslutning af cogitoet. Den narrative struktur i Blixens fortællinger
har jeg forsøgt at sammenligne med den dialogiske struktur i de sokratiske dialoger. Ud fra
disse overvejelser har jeg forsøgt at genrebetegne hendes fortællinger som en art
spoudogeloion og peget på Karen Blixens fortællekunst som en art narrativ majeutik.
Historien og erotikken, livet og mennesket fødes hos Blixen med syndefaldet. Men hvad
er syndefaldet? Personerne i Karen Blixens fortællinger må ofte opleve at blive forbrydere,
men gennem forbrydelsen opdage at de er blevet mere hele mennesker. Først da Lise
- 76 -