Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

skæbne på sig, og da denne skæbne er individuel, kan den ikke rummes inden for hendes
uegentlige ægteskab med Konrad. Alle analyserne peger i samme retning: Mødet i skoven
kan ikke rummes inden for parforholdet. Søndergaards sidste læsning, ”Lises syndefald –
‘Ringen’ læst som kristen syndefaldsmyte”, føjer ikke meget nyt til, men er dybest set den
samme tolkning, blot anderledes formuleret. Søndergaard fremhæver, hvordan Lises
tilstand i begyndelsen af historien beskrives som paradisisk, hvor det end ikke kan tænkes, at
hun har hemmeligheder for sin mand (den samme vending hun, bruger i slutningen, da hun
siger, at hun ”sletikke kan tænke sig”, hvor hun har tabt sin ring). Blixen giver et fingerpeg
om fåretyvens identitet med djævelen gennem Konrads ord i begyndelsen af historien
(”Stakkels Djævel”). Lises betragtninger både før, under og efter mødet i skoven er ladet
med religiøse undertoner. Søndergaard forklarer sammenhængen med syndefaldet således:
[”Ringen”] trækker på guldalder-konstruktionen: paradise / paradise lost / paradise regained. Hos
Milton er der en vished om, at mennesket vil vende tilbage til paradis. Fra romantikken afløses
visheden af en existensiel usikkerhed og længsel. Fra naturalismen går tvivlen – som hos Blixen –
over i en vished om det umulige i at vende tilbage. 47
Søndergaards lukkede fortolkning af ”Ringen” udspringer efter min mening af denne
forsimplede læsning af syndefaldsmyten. Dette får betydning for Søndergaards
perspektivering, hvor han inddrager en Blixen-classic, nemlig Robert Langbaums læsning
fra værket Mulm, Stråler og Latter (1964). Også Langbaum læser ”Ringen” som en
syndefalds-myte, men i modsætning til Søndergaard mener Langbaum ikke, at Konrad og
Lises veje skilles ved ”Ringens” afslutning. Tværtimod skriver Langbaum: ”Først nu, skal vi
tænke os, da hun har denne hemmelighed for sin mand, er hendes ægteskab til ham helt
fuldbyrdet.” 48 Denne tolkning finder Søndergaard helt umulig – han kan ikke se, hvori den
kan begrundes, og mener, at den tværtimod afkræftes af teksten: ”Selvom vi kan have en
bred vifte af fortolkninger, er der også mulighed for at kunne skelne mellem rigtige og
forkerte læsninger,” skriver Søndergaard med sigte til Langbaums læsning som tilhørende
kategorien af forkerte læsninger. 49 Søndergaard søger ikke at begrunde, hvad der kunne
ligge bag Langbaums anderledes tolkning. Det specifikke sted, hvor Langbaum taler om
”Ringen”, er også på blot 20 linjer, 50 men når Langbaum ikke ofrer ”Ringen” meget plads i
Mulm, Stråler og Latter, er det formentlig, fordi han føler, at historien følger som en perle på
en snor af temaer, han har behandlet andetsteds i forbindelse med forfatterskabets øvrige
temaer – og da han gennemgår forfatterskabet kronologisk, er ”Ringen” en af de sidste
- 25 -