Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

til sidst at ende i et grænseland, hvor de rationelle ord må give fortabt og give plads til et
mytisk billede. Således for eksempel i Staten, hvor Sokrates ved anabasis (A) opbygger en
utopisk statskonstruktion ud fra en diskussion af almindelig retfærdighed. Midt i værket
overskrider Sokrates den rationelle erkendelses grænser og fortæller i stedet den mystiske
hulelignelse. Hulelignelsen mimer hele dialogens struktur: I hulelignelsen stiger et
enkeltindivid op af hulen (der er fyldt med sære gøglebilleder og skygger, der for Platon
repræsenterer den diffuse, sansede virkelighed). Individet (filosoffen) søger ud af hulen og
skuer solen. Da hans øjne har vænnet sig til lyset, begiver han sig nu ned i hulen igen, men
da han fortæller, hvad han har set, bliver han slået ihjel af de formørkede hulemennesker.
Solen er hos Platon billedet på det højeste gode, Eidos eller ideen. Hulelignelsen er den
centrale myte i Staten, efter denne skuen bevæger dialogen sig, ligesom hulemennesket, den
modsatte vej nedad igen, gennem katabasis (~A), og dialogpartnerne beskriver alle Statens
mest uretfærdige aspekter. Anden halvdels taler om uretfærdighed negerer således første
halvdels taler om retfærdighed. Her opereres med en fundamental modstrid med
modsigelsesprincippet. De modsatrettede udsagn (A og ~A) eliminerer hinanden, måske i
et forsøg fra Platons side på at gøre tabula rasa, men i paradoksets kerne står til gengæld det
mytiske billede, hulelignelsen, som det eneste uimodsagt tilbage, når Staten er læst til ende.
Der er elementer i denne struktur, som minder meget om strukturen i Karen Blixens
fortællinger: De tager udgangspunkt i en tilstand, der negeres ved udgangen af fortællingen,
og centralt i fortællingen står et mytologisk billede, som Aage Henriksen beskrev som ”den
mindste åndelige organisme, der kan anskueliggøre de grundmenneskelige vilkår”. ”Ringen”
begynder i det lykkelige ægteskab med Konrad, og ender i det ulykkelige ægteskab med
”Verdens Synd og Sorg”. Historien fortæller ægteskabets ABC eller rettere ægteskabets
paradoksale A og ~A. Ved udgangen af historien ved man som læser ikke helt, hvad man
skal mene om ægteskabet, men centralt står scenen i lysningen tilbage, mødet med
fåretyven, som et mytisk billede. Man kunne næsten fristes til at sige, at Blixens fortællinger
er en omvendt hulelignelse: Lises oplevelse er et dyk ind i hulen. Simon finder ikke sin
inspiration i solens lys, men i månens stråler. 126
I essayet ”Sorte og Hvide i Afrika” sætter Blixen ord på mødet med det ukendte,
afrikanske folk, en oplevelse, hun sammenligner med forelskelsen, der gør tabula rasa med
alle ens vante forestillinger og tvinger én til at fralægge sig sin sociale og intellektuelle
habitus ”Stykke for Stykke”. Og ”Hvem er jeg saa, naar jeg ikke længere er den Person,
som jeg hidtil har gaaet og gældt for?” spørger Blixen og svarer: ”Et Menneske.”
- 61 -