Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

ollen, men her blot nøjes med at sige, at jeg ikke er af den opfattelse, at Blixens negationer
er ornamentik eller dekorum, men tværtimod at de står i dyb forbindelse med hendes
skrivestil – et blik og en verdenstolkning, der tager sit udgangspunkt i syndefaldets
paradoksale ”reversal of character”, og at der efter min mening er en helt specifik årsag til,
at disse reversals samtidig ikke er et vehikel, der driver historien fremad.
Kortslutningen af cogitoet og teleologien
”Manglen” på teleologi mener jeg, har sin årsag i Blixens opfattelse af begreberne syndefald
og historie. Helt grundlæggende er der ikke nogen forestilling om udvikling hos Blixen. Til
Stephens forundring er det, som om paradokset ikke peger fremad, som det ellers skulle
ifølge Greimas. Den udvikling, der er i for eksempel ”Ringen” eller ”Skibsdrengens
Fortælling”, er ikke en udvikling opad eller fremad mod noget. Det sidste, der siges om
Lise, er, at hun går hjem med Konrad, ad samme vej, som hun var kommet. Det sidste, der
siges om Simon, er, at han flygter til havs igen, alene, samme vej, som han var kommet, og
på samme skib. Historierne fortæller ikke, hvad der senere skete, og synes ikke så meget at
pege i retning af ”hvor vi skal hen” som tilbage på den oplevelse, det øjeblik, der ligger
centralt i fortællingen, mødet med fåretyven, tabet af ringen, kniven i lommetørklædet eller,
for Simons vedkommende, mordet på Ivan, kysset med Nora og dødserfaringen på
dansegulvet i slyngelstuen. ”Skibsdrengens Fortælling” er historien om en landgang og
negationen af denne landgang, flugten tilbage til søs. Flugten som eksistentiel figur belyser
Blixen i et andet Vinter-Eventyr, ”De standhaftige slaveejere”. Her er billedet et vandfald,
der på en gang er i evigt løb og alligevel på afstand ser statisk ud. Hovedpersonen spørger
sig selv:
Findes der, tænkte han, lidt svimmel ved at se paa Vandfaldet, i Menneskelivet en tilsvarende,
paradoksal Væren? Kan man der bestaa som dødsdømt, bevare Kontinuiteten i Nedstyrtningen, og
hævde Ligevægten midt i en evig, klassisk Flugt og Bortilen? 122
Fraværet af et telos betyder, at Blixens historier narrativt former sig anderledes end et
traditionelt plot. De væsentligste poetologiske principper er, at en fortælling må have en
begyndelse, en midte og en slutning, hvilket kan siges om enhver fortælling. Det, der
imidlertid adskiller Blixens fortællinger fra en traditionel poetik, er forholdet til disse
elementer. Den klassiske poetik (der ligesom den klassiske logik har sin oprindelse hos
- 58 -