Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Dukkeføreren i ”Digteren” er justitsråd Mathiesen, en stor tilbeder af Goethe og
Weimar, der humoristisk beskrives som et ”Overmenneske en miniature”. 163 Justitsråden
forsøger at lege Gud for den unge digter, Anders Kube, og sin egen tilkommende brud,
Fransine. Fransine beskrives af justitsråden gentagne gange som en dukke: ”[…] ikke en af
Nutidens Dukker, der søger at efterligne menneskelige Smaabørns Udseende, men en af de
Dukker fra gamle Dage, som i Lighed med Menneskeheden selv stræbte imod et abstrakt
Skønhedsideal”. 164
Justitsråden, der først og fremmest er besat af poesi, forsøger at skubbe den unge digter
i retning af sin egen unge tilkommende, for at opleve en teatralsk kærlighedsintrige på
første hånd. Det lykkes ham da også at få skabt en reproduktion af høj klassisk kunst
(Michelangelo-mødet), men da intrigen strammer til, drikker Anders Kube sig fuld og
skyder justitsråden. Den døende justitsråd kravler over marken, mens han hallucinerer, at
han er kommet til Weimar og skal forenes med Goethe. På sit dørtrin finder han den
tårevædede Fransine, ”Dukken var slaaet itu, dens klare Øjne og dens Rosenmund var nu
ikke andet end sorte Huller i den hvide Flade.” 165 Fransine indser, at hendes elsker Anders
Kube har skudt hendes mand. Denne erkendelse kommer som en stor befrielse for hende,
og hun fuldender Anders’ gerning og dermed også justitsrådens marionetkomedie, ”‘Du,’
raabte hun til ham, ‘Du Digter! Poet!’ Hun løftede Stenen højt i begge Arme over sit
Hoved og slog den lige ned paa ham. Blodet sprøjtede til alle Sider.” 166 Hér slutter
”Digteren”, med justitsrådens krop, der ”efter Tyngdelovens Forgodtbefindende” falder
sammen, og hans sjæl, der slynges ned i en umådelig afgrund, ”i tre eller fire store Fald fra
det ene Fremspring til det andet”.
Fortællingen rummer et opgør med kunstneren som Gud, eller Gud som kunstner,
ligesom i øvrigt den efterladte Blixen-fortælling ”Ehrengaard” eller ”Den udødelige
Historie” fra Skæbne-Anekdoter, hvor forretningsmanden Mr. Clay forsøger at orkestrere
virkeligheden. Forsøget på at spille virkeligheden som en marionetkomedie er med andre
ord et genkommende tema i Karen Blixens fortællinger, og det falder sjældent ud til
dukkeførerens fordel.
Dette er Blixens menneskelige strategi, hendes bevidst kætterske prosa, der gang på gang
trodser det guddommelige. Alligevel er det, som om dette oprør mod Gud samtidig
bekræfter myten: ”det var paa en eller anden Maade den rette Ordning”, 167 som justitsråden
tænker, ”Han skulde dø. Den unge Mand, som han havde elsket, havde villet hans Død.
Verden havde kastet ham fra sig. Hans Testamente, huskede han, var i Orden.” 168
- 75 -