Felix Culpa. Syndefaldet og den sokratiske metode i

Evigheden bestandig gjennemtrænger Tiden. Først nu faaer hiin omtalte Inddeling sin Betydning:
den nærværende Tid, den forbigangne Tid, den tilkommende Tid. 75
Denne opfattelse af tiden afspejler sig efter min mening i Blixens poetik, der adskiller sig
fra den teleologisk fremadskridende fortælling og den klassiske aristoteliske model.
Nedbrydningen af en teleologi til et enkelt øjeblik betyder, at Blixens historier narrativt
former sig anderledes end et traditionelt plot. De væsentligste ”klassiske” poetologiske
principper er, at en fortælling må have en begyndelse, en midte og en slutning. Hos Blixen
er det snarere, som hos Kierkegaard, som om begyndelse, midte og slutning som ”den
nærværende Tid, den forbigangne Tid, den tilkommende Tid” samler sig i øjeblikket, det
udstrakte knyttes sammen i et punkt. Hvad det mere præcist betyder for hendes poetik, vil
jeg komme ind på senere (i Del 3, ”Paradoksets logik og den sokratiske metode”).
Angsten kalder Kierkegaard for afmagt, og afmagt præger netop Blixens karakterer. Men
der er en forskel på, hvordan de tolker denne afmagt. Kierkegaard tolker afmagten i
forhold til noget indre, en afmagt i forhold til den mulighed, der ligger i mennesket, mens
Blixen tolker afmagten i menneskets møde med en paradoksal skæbne, hvor friheden og
magten ligger i et amor fati. Blixens paradoks stiller sig derfor anderledes.
Søren Kierkegaard baserer sin teologi på det paradoksale, idet han stiller religionens bud
højere end rationalet. Dette kommer først og fremmest til udtryk i værket Frygt og Bæven,
der tager udgangspunkt i myten omkring Abraham og Isak (Første Mosebog, 22:1-18).
Myten er, at Abrahams kone Sara, der har været barnløs, i en meget høj alder føder en søn.
Parret er meget lykkeligt og kalder barnet Isak, hvilket betyder ”den, som ler”, fordi Sara
må le over miraklet. Gud beder Abraham om at tage drengen med til Morijabjerget for at
ofre ham. Abraham gør, som Gud beder om, drager til Morijabjerget med Isak, samler
brænde til brændofferet, griber kniven og rækker ud for at slagte sin søn. Efter enhver
psykologisk, social eller moralsk standard er det det rene galimatias, at Abraham vil ofre
Isak, sin eneste søn, til Gud. Men sådan er troen ifølge Kierkegaard – absurd i sin
nødvendige uomgængelighed, og netop derfor er tro hævet over denne verdens logik.
Man kunne sige at hvor Kierkegaard identificerer sig med den alvorlige Abraham i
fortællingen, identificerer Karen Blixen sig snarere med Isak – den, der ler. Hun udtaler
selv flere gange i interviews og samtaler at det netop er derfor at hun vælger pseudonymet
”Isak Dinesen”.
- 33 -