Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

tingene indgår i. 205 I den forbindelse er det derfor vigtigt at understrege indledningsvist,
at mit blik på feltet ikke er kulturforskerens: Det er således ikke den forbrugsmæssige
dimension og dermed de materielle genstandes identitetsskabende funktion fra en
socialkonstruktivistisk optik, der er mit fokus, men den forlængelse af avantgardens
kunst/liv-dikotomi som jeg vil argumentere for, at feltet rummer.
4.3.1. Det materialkulturelle superobjekt
Denne beskrivelse udvides med den britiske genstandsforsker Victor Buchli, der redegør
for de ideologiske, kulturelle og sociale betydninger, der har kendetegnet studiet af den
materielle kultur siden dets opkomst som genstandsområde. Redegørelsen er interessant
fordi den giver en definition af den materielle kulturs genstande, som er særligt relevant i
forhold til kunsthåndværket.
Ifølge Buchli kan begrebet ’Material Culture’ dateres tilbage til midten af 1800-tallet som en
uadskillelig del af antropologiens fremkomst som forskningsdisciplin. En interessant pointe
er imidlertid, at selve interessen for genstande stammer fra renæssancens ’Wunderkammer
’; raritetskabinettet, der som bekendt udgør grundstenen til museumsinstitutionerne
og den antropologiske forskning i den materielle kultur generelt. Som Buchli gør rede
for, har denne type af ’super-objekter’ (”super category of objects”) 206 været genstand for
skiftende moder indenfor antropologien, men det er interessant hvordan den materielle
kultur spændes for forskellige ideologiske vogne. I 1800-tallet som en imperialistisk
bekræftelse af fremmede kulturers lavere udviklingstrin ved at repræsentere den Vestlige
verdens historiske, tekniske og sociale og fremskridt, som en ”supreme signifier of universal
progress and modernity.” De var ligefrem ”objectifications of authorative knowledge”. 207 Med
den tiltagende forskningsbaserede, systematiske taksonomi af kuriositeter og artefakter
fremstod den materielle kultur således klart som super-objekter. Med opkomsten af de
store verdensudstillinger kan der i særdeleshed iagttages en betydningsfuld positionering af
materielkulturelle artefakter. Buchli refererer her til den polskfødte filosof Krystoff Pomian:
”The items on display became, using Pomina’s term, semiphores - objects which do not
have, or no longer have, a general practical use’...but which, being endowed with meaning,
represented the invisible’ - the promise of a world of universal progress.” 208 Selvom der var
forskel på de eksotiske etnografika og den fremvoksende industrielle kulturs produkter,
blev artefaterne dermed samlet set brugt som empiriske beviser for den vestlige kulturs
udvilingsmæssige overlegenhed.
Imidlertid peger Buchli her på en hidtil overset social-reformistisk agenda: Objekterne
blev således udstillet som del af et socialt oplysningsprojekt. ’Super-objekterne’ skulle
tjene som privilegerede moralske-æstetiske objekter, der kunne hæve massernes
dannelsesniveau. Dermed kan der iagttages en forbindelse mellem verdensudstillingernes
fremskridtoptimisme og den materielle kulturs genstande som materialiseringen af sociale
205 Bjarne Stoklund (2003). Tingenes Kulturhistorie. København: Museum Tusculanums Forlag, pp. 9-24.
206 Victor Buchli (2002). The Material Culture Reader. Oxford, New York: Berg Publishers, p. 3.
207 Ibid., p.5.
208 Ibid., p.6.
superobjekter 04.indd 96 08-08-2006 01:43:25
TESE OG TEORETISK GRUNDLAG
6