Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

egærsobjekter.
Hermed repræsenterer Attfield og Appaduari to forskellige vinkler af objektets betydning
i det sociale: Mens Attfields socialkonstruktivisme tillægger individets objektivisering
afgørende betydning, lægger Appadurai mere vægt på at denne objektivisering i bund
og grund er politisk konstrueret. Materialkulturen står dermed i et uafklaret felt mellem
magtstrukturel styring og personligt ’running room’.
Denne position addresseres af Neil Cummings, der på linje med Attfields
’objektiviseringer’og Appadurais ’værdiregimer’ opererer med personlige og kulturelle
’repræsentationer’. Ved at indføre en tekstuel analogi kan han bruges til at sammenkoble
Attfield og Appadurais forskellige optikker: Appadurais værdiregimer er objekternes
grammatik, mens Attfields konkrete brug er objekternes konkrete syntaks. Ved at lade
syntaksen (den konkrete brug) afvige fra grammatikken (den herskende, magtstrukturelle
logik) kan den enkelte skabe sig et rådighedsrum, der afviger fra den prædisponerede,
politiske styring. Hermed kan Cummings siges at sammenfatte de positioner indenfor
materialkulturforskningen der spænder mellem varen som politisk (Appadurai) og tingen
som ‘uforudsigelig’ (Attfield). Begge forhold er gældende; ‘superobjektet’ fungerer dermed
på en gang som repræsentation og friktion, bundet sammen af den både konkrete og
symbolske relation til materialkulturen.
Samlet set er hele dette materialkulturelle problemkompleks vanskeligt at anvende
på kunsthåndværket uden at lægge vægten for eksplicit på praksisformens konkrete,
’materielle’ cirkulation i det sociale. Fastholder man imidlertid linjen fra Highmore og
dermed blikket på en mulig oppositionel, avantgardistisk position, tegner der sig et
billede af kunsthåndværket, der netop tager avantgardediskussionen et skridt videre
end den semiautonome position. Ved at fokusere på hverdagsbegrebet snarere end på
kunstbegrebets resulterende instiutionskritik, åbnes der netop op for de særlige træk,
der kendetegner de analyserede værker. Blot i kraft af deres formtypologiske reference
til den materielle kulturs genstandsformer, tager kunsthåndværket dermed naturligt
avantgarden med over i den materialkulturelle diskurs.
Med ’superobjektet’ som historisk udgangspunkt for den materialkulturelle forskning,
kan det argumenteres, at begrebet fungerer særdeles godt som betegnelse for den rolle,
det konceptuelle kunsthåndværk kan tilskrives i samtidskulturen. Som kunsthåndværk
fungerer superobjektet ikke som en privilegering af det særligt æstetiske, men som en
objekttype, der ganske enkelt eksisterer i et særligt produktions og konsumptionsklima.
Som det er beskrevet i analyserne, fungerer værkerne ikke sjældent som kunstneriske
processer, der senere kommer til at danne udgangspunkt for kommercielle produkter,
og under alle omstændigheder er udsigelsespositionerne i ingen af tilfældene (Brandts
Klædefabrik undtaget) klare: Kunsthåndværket eksisterer dermed i et særligt rum, der
hverken er ren materialkultur eller ren kunst; det fremstår som et ’superobjekt’ fordi
dets udsigelsesposition er privilegeret i forhold til materialkulturen, og hvis agenda
ikke er neutral men ideologisk, politisk ladet. I den forbindelse faciliterer begrebet om
superobjektet en forståelse af kunsthåndværket som en kunstnerisk fortolkning af den
materielle kultur: Den materielle kultur synliggøres, med alle de erkendelsesmæssige
superobjekter 04.indd 186 08-08-2006 01:44:31
SYNTESE: TEORETISK BETYDNING
86