Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kontekstorienterede. Det selvberoende værks autonomi er dermed på forhånd brudt, idet
værkerne per definition forholder sig til deres konkrete, fysiske omgivelser.
Hvad betyder disse forhold dermed på et metaforisk plan? Hvordan kan Ligos
kulturelt-eksistentielle funktionsniveau udfoldes som konkret, narrativt, metaforisk
betydningsindhold? Lad mig her vende tilbage til min bemærkning om at værkerne er
’manifestationer af en logik der er beslægtet med den herskende, men ikke umiddelbart
aflæselig’. Ved netop at være fiktive brugsobjekter repræsenterer de en alternativ forståelse
af virkeligheden. De formidler en vision af tingenes tilstand, før de har materialiseret
sig som konkrete, instrumentelle genstande. Det betyder, at der her er tale om objekter,
hvis tvetydige autonomi på den ene side repræsenterer kunstens sammensmeltning
med virkeligheden, på den anden side, virkelighedens sammensmeltning med kunsten.
Resultatet er en i metaforisk forstand ’ny dimension’; en ny type af virkelighed der er
manifesteret i konkrete objekter, som hverken peger entydigt i den ene eller den anden
retning. De ophæver velkendte koder til fordel for et parallelunivers, hvis identitet endnu
er uafgjort.
Her bliver værkerne for alvor interessante. Ved at befinde sig i potentialernes frirum,
og ved at koble kunstsfærens autonomi med materialkulturens hverdagsgenstande, peger
værkerne på en relation til kunst/liv-dikotomien. Tingens arketypiske præg eller rene
tingslighed kræver netop at ’blive lukket ud af buret’ og ud i virkeligheden. De viser os,
at det er muligt at genfinde en form for autenticitet midt i den massive konsumkultur
ved at koble antydningen af brugsfunktion med refleksionen på et niveau, der ikke er
intellektuelt men associativt og sanseligt.
Her havner vi næsten i en karakteristik, der historisk set har udgjort kunsthåndværkets
selvforståelse; som opposition til den urbane massekonsums anonyme design. Ruhwalds
mest sofistikerede greb er imidlertid, at han ikke forholder sine værker til en retrospektiv
længsel mod skønhed og det harmoniske liv på landet - hans glasurer ligner plastic,
og formerne veksler mellem det organiske og det fuldsyntetiske. I stedet byder han på
et radikalt anderledes forhold til tingene. Værkernes brugsansatser gør det muligt at
etablere en sanselig forbindelse mellem menneske og ting, men samtidig giver de flydende
betydningsniveauer en relation til det kulturelle system, der hverken er entydigt bundet til
samtidskulturens anonyme designprodukter eller til unikaobjektets autonome æstetiske
betydning. Betydningen pendulerer, og med den åbnes der for en tilgang til vores fysiske
omgivelser, der netop trænger ind i sprækkerne mellem ’kunst’ og ’hverdagsliv’ for at
genindsætte hverdagssansningerne i begivenhedernes centrum. Ved hverken at være
underlagt konsumsamfundets logik eller en selvrefererende kunstsfære, er Ruhwalds
værker derfor et bud på en mellemposition, hvor mennesket sættes i et forhold til sin
omverden, der ikke på forhånd er medieret i det kulturelle system.
I værket Uden titel #5 (Fra den funktionelle serie) er det en gummiballon der afslutter
formen, men overgangen mellem keramik og gummi bliver næsten usynlig på grund af
overfladens cool karakter, og rykker dermed for alvor ved opfattelsen af begge materialers
muligheder. At luften med tiden siver ud af ballonen og gradvist ophæver det perfekte
look, er samtidig et næsten paradigmatisk billede på, at ’luften er gået ud af ballonen’ for
superobjekter 04.indd 140 08-08-2006 01:43:38
ANALYTISK TILGANG OG VÆRKANALYSER
40