Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

udsendelse i forbindelse med den russiske ubåd Kursks forlis i 2000. Her var den russiske
admiral Kurojedov interviewet med alle sine hædersbevisninger, mens han udtalte sig
usandt om situationen. På baggrund af udstillingens tema, ’stof som myte og ikon’ stod
det hermed Lisbet Friis klart, at ordensbåndet havde en stærk symbolsk karakter, hvis
betydning kunne udforskes i andre sammenhænge.
Værkerne består af individuelle, trykte tekstiler i viscose, der hver især er monteret
på en ramme i dimensionerne 115 x 33 cm.; dimensioner, der er proportionelle
med autentiske ordensbånd. Tekstilerne er vertikalt stribede, i varierende farver og
komposition, der både formelt, i hvert enkelt ordensbånd, men også når de monteres
sammen og ophænges på væggen, lægger sig tæt op ad de autentiske forelæg. Monteret
i det neutrale udstillingsrum, er der imidlertid ikke nogen umiddelbare referencer til
ordensbåndet. Med den regelmæssige, geometriske struktur er det snarere 1950/ 0ernes
amerikanske såkaldte Colorfield-maleri, der bliver den kunstneriske reference, en retning
som Friis selv nævner som et underliggende formelt, kunstnerisk slægtskab i hele hendes
produktion. Colorfield var karakteriseret af arbejdet med store farveflader, der i deres
radikalt abstrakt-geomertiske formsprog kunne antage fysiske og næsten transcendentaltreligiøse
referencer, men samtidig også et dekorativt præg. 266 Mens colorfield derfor kan
betegnes som radikalt autonom i sin eksplicitte fokusering på interne, formelle forhold,
er Friis’s således kun umiddelbart beslægtet; de formelle og dekorative egenskaber
er bevaret, men bag formerne ligger et betydningslag, hvis referencer er symbolske i
en helt anden retning end Colorfield. Hendes ’malerier’ er således fremkommet ved at
’ordensbåndene’ sættes sammen i en rumlig komposition, som ”når visse personer opnår
mange ordener, og ordensbåndene kan da ses som en farvestrålende collage komponeret
som striber på langs og tværs”. 267 Resultatet er kraftfulde, monumentale billeder, hvor nye
former træder frem og danne nye billeder, i en dynamisk leg med det visuelle.
Hermed er der tale om et udstillingsprojekt, der nok refererer formtypologisk til
et materialkulturelt udgangspunkt; ordensbåndet, men som alligevel er transformeret
utvetydeligt om til en kunstnerisk sammenhæng. Både billedligt; som dekoration, og
konkret; som ’white-cube’-udstillingsobjekt: Konteksten er i dette tilfælde utvetydigt
kunstnerisk; tillige klassisk modernistisk, i kunsthallens hvidmalede gallerirum. Der er
dermed tale om et projekt, der ikke umiddelbart er aflæseligt som kunsthåndværk, eller
som objekter med reference til en materialkulturel formtype: I det neutrale gallerirum
er den tekstile installation visuelt aflæselig som autonom, formelt orienteret kunst, der
indskriver sig i etableret maleritradition, trods det tekstile udgangspunkt.
I dette tilfælde fungerer værkets titel imidlertid som indgang til en mere kvalificeret
læsning: Ærens vej, pligtens bud, Admiral Kurojedov eller En utrolig historie er titlerne på de
forskellige værker og afdækker således, at der er tale om andet end rent dekorative former.
Ærens vej, pligtens bud består af tre gange fire ordensbånd. De repræsenterer hver tre fiktive
militære personer; en amerikaner, en dansker og en sydvietnameser, der er tildelt de samme
266 Her tænkes eksempelvis på malere som Mark Rothko, Brice Marden, Elsword Kelly, Kenneth Noland. Lisbeth Friis henviser
selv til bogen: Michael Auping (1989). Abstraction, Geomerty, Painting. Harry N. Abrams, Inc.
267 Nissen (2001), p. 55.
superobjekter 04.indd 144 08-08-2006 01:43:41
ANALYTISK TILGANG OG VÆRKANALYSER
44