Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kapitel
2
italesætte et aspekt og kunstnerisk slægtskab ved kunsthåndværket, der ikke hidtil har
været belyst.
Et andet forhold der kunne synes at stamme fra et kunsthierarkisk syn på
kunsthåndværket er vægtningen af det empiriske felt. Idet afhandlingens fokus er
unikke udstillingsobjekter og ikke den store del af praksisformen der er kommercielt
rettet, kunne det synes som om, afhandlingen viderefører en kunstteoretisk tabuisering
af det kommercielle. Indvendingen kan imidlertid imødekommes med, at der i
udstillingsobjekterne klarest udkrystalliseres nogle form- og indholdsmæssige tendenser,
hvis effekt på produktkategorien behandles i afsnit .3.3.
Slutteligt er der, i forlængelse heraf, nogle særligt centrale begreber, hvis anvendelse der
kort skal redegøres for. Begreberne ’værk’, ’objekt’, ’produkt’, ’ting’ anvendes i forskellige
sammenhænge, om ikke overlappende, så beslægtet. De to første begreber refererer til
værkkategorien mens begrebet ’objekt’ optræder sideløbende, ud fra den antagelse, at
det konceptuelle kunsthåndværks ’værk’ relaterer så meget til produktkategorien, at der
ligeså vel er tale om et ’objekt’. Forholdet er netop grundet i den nævnte, materialkulturelt
inspirerede tilgang. Med de sidste to begreber; ’produkt’ og ’ting’, er det produktkategorien,
der er udgangspunktet, og således den objekttype, som de konceptuelle værker er intimt
forbundet med. Når alle fire begreber anvendes afspejler det derfor også afhandlingens
udgangspunkt, nemlig at kunsthåndværket befinder sig i et spændingsfelt mellem
kunstens værk og designets produkt.
Dette spændingsfelt er også afgørende for en anden begrebsklynge; nemlig
’materialkultur’, ’hverdagskultur’ og de heraf afledte former; hhv. ’hverdagsrelation’,
’hverdagsvirkelighed’ etc.. Med disse betegnelser adresseres grundlæggende den samme
underliggende antagelse; nemlig at kunsthåndværket opfattes både som en kunstnerisk
praksis, mens det samtidig tager formtypologisk udgangspunkt i kunstens modsætning;
virkeligheden. Afhandlingen opererer dermed med et kunstnerisk autonomibegreb
der adskiller sig fra virkelighedens materialkultur. Indenfor den materialkulturelle
forskningstradition er denne sondring ikke mulig, da alle artefakter opfattes som del
af den materielle kultur. Betegnelsen er imidlertid bibeholdt idet den refererer til en
materialkulturel diskurs, der bidrager til forståelsen af kunsthåndværkets specifikke
objektform.
I forlængelse af autonomibegrebet er der en sidste begrebsanvendelse, der skal
specificeres: Begreberne ’materialeæstetik’ og ’formalæstetik’ benyttes i afhandlingen som
modsætninger til det konceptuelle betydningsindhold. Hermed betegnes det kunstneriske
udtryk hvis vægt ligger i materialets æstetiske udtrykskraft indenfor værkets egne
formelle rammer, dvs. indenfor en formel betydningshorisont. I den forstand vil også den
postmoderne konceptualitet befinde sig indenfor rammerne af formalæstetikken.
superobjekter 04.indd 21 08-08-2006 01:43:17