Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kapitel 4
07
således for, at design - med æstetikkens mellemkomst - er ”medvirkende til at designe vort
syn på verden.” Referencen til det politiske er interessant i forhold til, at også Appadurai
ser det politiske som et centralt aspekt i forholdet mellem varen og dens værdi. Mens
altså Appadurai tendentielt ser en overordnet (magtstrukturel) politisk styring som
bagvedliggende, mener Friberg at denne ’instrumentalisering’ er nedlagt ikke kun i den
’objektivisering’, dvs. den sociale tegnfunktion, objektet udgør, men i den helt konkrete
måde at strukturere vores virkelighedsopfattelse. Det centrale bliver derfor ifølge Friberg
at gøre sig klart, at designobjektet har en konkret funktion som ’ramme’ for erfaringen,
dvs. som medansvarlig for den måde, virkelighedsopfattelsen konstitueres.
Således løsrevet fra en (autonom) kunstæstetik eksisterer der dermed en snæver
forbindelse mellem det æstetiske og det etiske: I og med det æstetiske konstituerer
virkelighedsopfattelsen, er det samtidig vigtigt, at det bliver den ’rigtige’ virkelighed,
der skabes. Normativiteten lurer derfor umiskendeligt om hjørnet, og peger tilbage til
den forestilling om (et ganske vist mere kvalificeret) ’good design’, det oprindeligt var
intentionen at tilbagevise med udvidelsen af æstetikbegrebet. 233
4.4.2. Det æstetiske som virkelighedens ’andethed’
Det er derfor relevant at overveje, om ikke æstetikbegrebet kan fungere ved at inddrage
aspekter af både den kunstteoretiske og den udvidede tilgang. Netop denne position kan
man nærme sig via antologien Aesthetic Subjects, der, med Pamela R. Matthews og David
McWhirter som redaktører, forsøger at gentænke æstetikkens rolle som et centralt begreb
i samtidskulturen. Deres tilgang lægger sig i forlængelse af socialkonstruktivismen ved at
tage højde for et diskursivt formet æstetikbegreb. Imidlertid er det deres intention at sætte
dette æstetikbegreb i parentes, for at vende tilbage til den konkrete æstetiske oplevelse,
der har været sat i bås som en ideologisk konstruktion. Men vel at mærke en æstetisk
oplevelse, som den kan lokaliseres udenfor rammerne af den klassisk kunstæstetiske
uberørte diskurs; altså det æstetiske som det rent faktisk fremtræder på trods af de
ideologisk-retoriske, socialt konstruerede sammenhænge, det optræder i.
Forholdet er interessant idet det peger på, at der kan lokaliseres nogle ’brændpunkter’
eller ’zoner’, ’begivenheder’ for æstetisk oplevelse der, uanset kunstkontekstuel, diskursiv
og magtstrukturel sammenhæng katalyserer en form for oplevelser, der transcenderer
hverdagserfaringen. Hermed opereres der med et æstetikbegreb, der i forlængelse af
Fribergs virkelighedskonstituerende funktion fungerer som et ’frirum’ eller en ’andethed’,
hvor den herskende logik er sat ud af spil, eksempelvis som en ”unmappable extensability
of being”, som de citerer en af bidragyderne for. 234
Selv er redaktørernes mål tænkt i relation til et klassisk æstetikbegreb i den måde,
æstetikken stadig opfattes som eksponent for ’det skønne’. De skriver således: ”Only by
refusing nostalgia for the aesthetic’s inviolability, and by acknowledging the aesthestic’s
entanglements in systems og power, repression and exclusion, can we begin to recover
233 Konklusionen skyldes angiveligt, at Fribergs ærinde er at afdække æstetikkens rolle i forhold til det funktionelle design;
ikke til billedkunstens erkendelsespotentialer.
234 Matthews, Pamela R. og David McWhirter (edts.) (2003). Aesthetic Subjects. University of Minnesota Press, introduction.
superobjekter 04.indd 107 08-08-2006 01:43:26