Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kapitel 6
73
kritiske refleksion integreret, både som erkendelse og som potentiel handling midt
i hverdagskulturen. Her er en interessant pointe at det netop er i denne sfære af
hverdagskultur, det 20. århundredes sociale utopier har været forsøgt realiseret.
Lige fra Art and Crafts over marxisme, socialisme og modernismens renselseskultur,
har hjemmet og hverdagskulturen har stået centralt i disse forsøg på realiseringer
af ’nye visioner’. Forskellen er imidlertid, at mens disse designhistoriske visioner
udmøntede sig i konkrete realiseringer af de utopiske intentioner, forbliver
kunsthåndværket i rollen som paralleleksistens. Der leges med fiktive personer,
funktioner og identiteter.
Hermed byder kunsthåndværket nok ind i forhold til designhistoriske
utopiforestillinger, mens det alligevel, på grund af den ’potentielle’ ’relation’ ikke
indgår i den konkrete virkelighed.
Det betyder, at det konceptuelle kunsthåndværk fastholder kritikken og de
alternative visioner; det formidler nye visioner og yder kritisk modstand mod
de herskende værdier, netop ved at stå udenfor og fastholde det ene ben i det
autonome værkbegreb. Men samtidig betyder det andet ben i materialkulturen at
værkbegrebet ikke bliver enerådigt; objekterne nøjes ikke med at udgøre en kritisk
opposition til de herskende værdier; de peger så at sige samtidig på løsningen, ved
aldrig at slippe den materialkulturelle relation. Den oppositionsæstetiske position
lokaliseres derfor i denne utopi, der ikke fordrer at være realisabel: Objekterne
lægger ikke op til at være funktionelle for alvor, men peger på materialkulturen
som arena for utopiernes realisering. Mennesket sættes dermed i et forhold
til sin omverden, der ikke på forhånd er medieret i det kulturelle, symbolske,
magtinstrumentelle system. Hermed eksisterer de i en form for frirum, der kan
betegnes som en ’ikke-instrumentaliserbar materialkultur’. 281 Helt konkret kan
denne dobbeltposition ses i den måde, værkerne ganske vist er unikke, men uden
at besidde en traditionel værkkarakter. Lad os derfor se på deres udsigelsesposition
og forhold til autonomibegrebet.
6.1.5. Semi-autonom udsigelsesposition
Som det er fremgået, optræder værkerne i en udstillingssammenhæng, men i ingen af
tilfældene er der vel at mærke tale om en ren kunstnerisk kontekst. 282 Både hvad angår
Kunstindustrimuseet, Dansk Design Center, Biennalen for Kunsthåndværk og Design og
Stockholm Nationalmuseum, er den designmæssige - det vil i dette tilfælde sige ’æstetisk
privilegerede materialkultur - relation udtalt, eller i tilfældet Arken, hvor boligmessen
betyder en uklar udsigelsesposition. Alle kan de dermed betegnes som kunsteksterne
281 I tilfældet Gopingpong er nogle af objekterne tæt på at være produktionsegnede. Definitionen som ’ikke-instrumentaliserbar
materialkultur’ henviser her til det forhold, at genstandene repræsenterer et formsprog, der kun vanskeligt lader sig omsætte
til kommercielt produkt, trods det reelle funktionsniveau. Indtil videre er denne radikale del af gruppens produkter således
fastholdt som prototyper.
282 Brandts Klædefabrik undtaget, men her afspejler behovet for specifikt at understrege at der er tale om ”tekstilkunst”
netop, at sammenhængen er usædvanlig.
superobjekter 04.indd 173 08-08-2006 01:44:30