Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

som operative kategorier.
Set fra en anden vinkel kan et kritisk punk imidlertid være, at den vej tilbage til kroppen
og hverdagen som det konceptuelle kunsthåndværk repræsenterer via det insisteren
på brugsfunktionens paralleleksistens; at den vej går gennem udstillingsrummets
udsigelsesposition, og dermed alligevel besegler kunsthåndværkets skæbne som musealt;
som den autonome modernisme, det skulle gøre op med. Hertil må man svare, at det
netop er superobjektets rolle. Ved at fremstå som, ganske vist musealt-autonomt-unikke,
men samtidig som superobjekter der rummer en direkte henvisning til de beslægtede,
’virkelige’ formtypologier, er autonomien ikke enerådende. Som vist rummer værkerne
via den potentielle brugsfunktion eller materialkulturelle relation træk, der bryder
med den autonome status, og sender værkernes betydning tilbage i cirkulation blandt
hverdagsvirkelighedens genstande.
6.3.2. Konceptualitetens forhold til den øvrige kunsthåndværkspraksis
Unikabegrebet er i den forbindelse interessant. ’Unika’ betegner således traditionelt
det forhold, at et givent værk er unikt. Betegnelsen er dermed påkrævet i det tilfælde,
hvor objektet formtypologisk er tvetydigt mht. autonomistatus; det vil sige netop i
kunsthåndværket.
Med unikabegrebet bliver det derfor tydeligt, i hvor høj grad fremkomsten af det
konceptuelle kunsthåndværk ikke betyder et brud med den hidtidige praksis, men en
videreførelse på kunsthåndværkets egne præmisser. Som superobjekter er de konceptuelle
værker således at betragte som en opdatering af unikabegrebet.
Det betyder samtidig, at den konceptuelle praksis træder ud af den position som
’grænsepraksis’ den normalt tilskrives, til at være en central indgangsvinkel til at forså
praksisformen som sådan: Selvom den konceptuelle tilgang ikke er repræsentativ for en
stor del af de objekter, der rubriceres institutionelt-diskursivt som ’kunsthåndværk’,
kaster den ramme der er opstillet med den konceptuelle også betydning af sig i forhold til
den øvrige praksis.
I forhold til unikabegrebet viser det sig således, at kunsthåndværkets vej til at træde
ud af den kulturelle periferi ikke nødvendigvis går gennem et opgør med brugskunsten
til fordel for en fri (genrekonsortiedefineret, materialebaseret) kunstnerisk praksis. Når
det således i stedet er brugsrelationen der definerer det konceptuelle kunsthåndværks
karakteristika, er det oplagt at brede dette forhold ud til at gælde praksisformen
generelt.
Hvis man således i stedet for at se brugsrelationen som et forhold der skal gøres
op med for at praksisformen kan træde frem som en selvstændig kunstnerisk praksis,
ser brugsrelationen - paralleleksistensens kritiske friktion - som kunsthåndværkets
allermest centrale karakteristika, er det ikke kun den konceptuelle del af praksisformen,
der fremtræder i et nyt lys: Også den traditionelle del af praksisformen der defineres i
forhold til det særdeles brede ’genrekonsortium’, eller den såkaldt ’hybride praksis’, viser
sig dermed at rumme et ganske væsentligt oppositionsæstetisk potentiale.
Pointen er at kunsthåndværket netop fastholder den kritiske friktion ved ikke at glide
superobjekter 04.indd 196 08-08-2006 01:44:32
SYNTESE: TEORETISK BETYDNING
6