Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kapitel 7
205
understrege, at det er en kritisk position, der ikke så meget rummes i det enkelte værks
betydningsindhold, som i praksisformens status som modkultur. Hver for sig indtager
værkerne en i Cummings’ forstand ’alternativ grammatik’; et ’verfremdungsbaseret’ brud
med de etablerede forestillinger om virkelighedens konstituering ved netop at reflektere
over materialkulturen: Kunsthåndværket udvider opfattelsen af det eksisterende ved
netop at skabe en parallel virkelighed, frigjort fra hensigtsrationaliteten.
Dette forhold gælder vel at mærke både de traditionelle, materialeæstetisk baserede
værktyper og de konceptuelle. Mens de materialeæstetiske imidlertid sublimerer
oppositionsæstetikken i, hvad der let kan ende i den modernistiske autonomisering af et
studiobegreb der abonnerede på et modernistisk kunstbegreb tager det konceptuelle et
andet kunstnerisk slægtskab op, nemlig avantgardens. Ved, i modsætning til sublimeringen,
at bryde med eksisterende koder via verfremdungseffektens dekonstruktion af det kendte,
bliver positionen kritisk.
7.1.6. Oppositionsæstetisk frirum
En vigtig pointe er i den forbindelse at præcisere, hvori det kritiske befinder sig: Med det
konceptuelle betydningslag; den betydning der rækker ud over objektets formelle grænse,
er værkerne baseret på en form for kritisk position, der er baseret på kunstbegrebet.
Forskellen er imidlertid, at kunsthåndværket på forhånd befinder sig i mellempositionen
mellem kunst og liv, og det betyder, at kunsthåndværket ikke ’blot’ ’mimer’ en
billedkunstnerisk betydningsproduktion i forsøget på at opnå kunstnerisk status. I stedet
er kunsthåndværkets position unik ved at videreføre et kunstnerisk slægtskab, der ikke
oprindeligt fordrede kunstens autonome position. At billedkunstens modernistiske
modtræk; avantgarden, således til stadighed forsøger at overkomme kunst/livdikotomien
betyder, at kunsthåndværket i dette tilfælde indtager en privilegeret position:
Det eksisterer således på forhånd i det oppositionsæstetiske frirum, Foster efterlyser,
og som Bourriaud til stadighed forsøger at etablere. Det konceptuelle kunsthåndværk
udgør således en særlig variant af avantgarden som netop bliver interessant i overgangen
mellem avantgarde og genstandsforskning: Som Highmore bemærker, repræsenterer
kunstavantgarden en ’begrænset avantgardeøkonomi’ hvis svaghed er, at positionen
overser det oppositionelle potentiale, der rummes i hverdagsbegrebet: Hverdagslivet
er ikke noget der skal ’befries’ af kunsten, men indeholder sine egne oppositionelle
potentialer.
Ved netop at rette blikket mod materielle kulturstudier er det således muligt at få øje
på ’hverdagsvirkelighedens andethed’; i de små forskydninger, der med Cummings netop
bliver til via brugen: Brugsreferencen indskriver kunsthåndværket i en bestemt ’syntaks’;
der enten kan være med eller mod den herskende magtinstrumentelle logik. Pointen er
at det konceptuelle kunsthåndværk, netop i metaforens potentielle brug eller reference
til hverdagslivet, hermed indskriver det sig i en anden - materialkulturel - version af
avantgarden end den billedkunstneriske neoavantgardes institutionskritik. Ved netop
at tage udgangspunkt i materialkulturens genstandsformer og funktionsniveauer
indtager kunsthåndværket istedet et oppositionsæstetisk frirum, der fungerer som en
superobjekter 04.indd 205 08-08-2006 01:44:32