Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kapitel 5
27
funktionsniveau; dvs. den potentielle tilknytning til hverdagens brugssammenhænge.
Dette forhold betyder at både det operationelle og det symbolske funktionsniveau
er betydningsproducerende, og at det ene ikke kan tænkes uden det andet: Hvad enten
det er museumskontekstens potentielle, symbolske tilknytning til hverdagslivet, eller
det er en tænkt situation som hverdagslivets operationelle funktionalitet der udgør
konteksten, er funktionsaspektet helt centralt. I modsætning til Niedderers vægt på
funktionalitetens sociale ’interrelations-poteniale’ er det således i dette tilfælde mere
vægt på funktionen som mediator mellem en museal kunstkontekst og hverdagens
materielle kultur. Denne betydning fungerer derfor ikke udelukkende i den konkrete
receptionssituation, men udgør også, som det antydes med Ligos kulturelt-eksistentielle
funktionsniveau, en form for kulturelt symbol.
Som Jivan Astfalck beskriver, kan betydningsindholdet betragtes fra tre forskellige
synsvinkler, hhv. den formelle, kontekstuelle og konceptuelle tilgang. Formelt set,
kan objekterne betragtes som det, den aktuelle museumskontekst foreskriver; som
autonome, æstetisk privilegerede objekter, der relaterer til eksisterende formtypologier
som kop, opsats, fad og tallerken. Imidlertid er det tydeligt, at de enkelte genstande ikke
kan indgå uproblematisk i den klassiske designhistoriske fremstilling, idet objekterne
ikke repræsenterer hverken ’den gode smag’ eller det privilegerede æstetiske objekt:
Genstandene er løse i formen, uklart definerede, ikke udfra håndværksmæssig-æstetisk
bearbejdning men udfra forskellige tilfældighedsteknikker. Denne pointe er vigtig: I
modsætning til det spor af ’håndens arbejde’ og den håndværksmæssige virtuositet,
der normalt betegnes som kunsthåndværkets karakteristika i modsætning til det
masseproducerede design, er det tilfældighedsprincipper, der giver genstandene deres
særlige form.
De udekorerede, ensfarvede overflader understreger samtidig dette tilsyneladende
fravær af kunstnerens særlige æstetiske, personlige præg. Det er dog vigtigt at indskyde,
at der tydeligvis er tale om et overordnet formgreb, som den enkelte genstande
underordner sig. Som nævnt er selve fremstillingsformen; centrifugering og vibrering
af stor betydning, idet det ganske vist giver de enkelte genstande et højt individuelt
præg, men samtidig underordner dem til en visuel helhed; et stel; eller et samlet
udstillingsprojekt. Det kunne derfor synes som om selve fremstillingsprocessen er
vigtigere end det færdige resultat; man kunne opfatte genstandene netop som skitser,
med den åbenhed, skitsen besidder. På den anden side besidder objekterne, som nævnt
indledningsvist en visuel og sanselig appel, der kommer af netop den tilsyneladende
lemfældige omgang med materialet. De er formmæssigt uforudsigelige og tvetydige i
den måde, støbelerets overflade næsten minder om hud. Af samme grund appellerer
de i høj grad til sanserne: Den visuelle perception rækker ikke i perceptionen af disse
genstande, der typologisk er parallelle til de hverdagsobjekter, vi normalt håndterer
fysisk. Fremstillingsprocessen har i dette tilfælde ladet objekterne med en æstetisk
forskydning, der gør den sansebaserede perception nødvendig. Heraf kommer
friktionen mellem montreobjektets autonomi og den appel til beskueren om at blive
befriet fra montren, at blive håndteret og blive genindsat i en hverdagspraksis, jeg
superobjekter 04.indd 127 08-08-2006 01:43:32