Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

er dén pointe, der er genstandsforskningens allervigtigste bidrag i denne forbindelse.
Denne form for oppositionsæstetisk praksis betyder ikke, at de avantgardistiske intentioner
dermed er skrinlagte. Tværtimod viser det sig at en vellykket oppositionsæstetisk
praksis er mulig ved at det konceptuelle kunsthåndværk netop bruger materialkulturens
formsprog; går ind på dets præmisser og herfra lokaliserer ’andetheden’ i form af en
forskydningspraksis. Dermed kan avantgardens kritiske funktion opfattes som en
erkendelsesmæssig proces, der sættes i gang af superobjektet, og som på den baggrund
kan medføre en ændret handlemåde. Når logikken således først een gang er ændret
i hverdagsvirkelighedens genstande, er der åbnet for en kritisk friktion, der ikke er
begrænset til kunstens erkendelsesrum, men som eksisterer i mellemrummet, og dermed
påvirker opfattelsen, af hverdagsvirkeligheden.
Præcis her kan koblingen til den æstetikteoretisk tilgang lokaliseres: Når et udvidet
æstetikbegreb således handler om den måde, omverdenserfaringen konstitueres, er det
interessant, at det konceptuelle kunsthåndværk netop relaterer til de genstandsfomer,
Friberg implicit henviser til i sin fremskrivning af designbegrebets moralske forpligtelser.
Når designbegrebet med andre ord udgør et væstentligt omdrejningspunkt for
virkelighedsopfattelsen, er kunsthåndværkets særlige refleksive moment med til at
fastholde muligheden for alternative virkeligheder (jvf. Astfalcks ’alternative visions’);
som refleksive mulighedsrum. Dermed kan kunsthåndværkets rolle i den forbindelse
betegnes som katalysator for en erkendelsesmæssig proces, der omhandler virkelighedens
konstituering. Via superobjektes refleksive mulighedsrum fastholder kunsthåndværket,
via den semiautonome udsigelsesposition muligheden for at kunstens ’andethed’
indskrives som betydning i hverdagsvirkelighedens genstande, og dermed påvirker
opfattelsen af virkelighedens konstituering.
En sådan måde at drive avantgardepraksis betyder, at det hverken er Bürgers
finkulturelle eller Huyssens massekulturelle avantgardebegreb, der er i spil: Istedet er
der tale om, at de massekulturelle genstandsformer og erfaringer fungerer som bærere
af deres eget reflektionsrum. Hermed inkorporeres Dufrennes æstetisk-transcendente
erkendelsesniveau i en kunstekstern kontekst: Som superobjekt peger det konceptuelle
kunsthåndværk på muligheden for at den avantgardistiske kunst/liv-dikotomi ikke
eksisterer som andet end en institutionel opdeling: I kunsthåndværket er begge niveauer
repræsenteret, med muligheden for at den æstetiske erkendelse overføres direkte i
den livspraksis, der udgøres af den virkelige, materialkulturelle realitet. Mere end en
direkte operationel avantgarde er der dermed tale om en praksisform, der repræsenterer
muligheden for en andethed ved netop at holde reflektionsrummet åbent.
6.2.5. Design - eller den semiautonome nødvendighed? Bourriaud vs. Dworkin
Et springende punkt er naturligvis i den forbindelse, hvorvidt det giver mening at etablere
en position udenfor; om kunstbegrebet overhovedet er nødvendigt for at gennemføre en
kritisk avantgardepraksis, der ikke blot strander på kunstbegrebets institutionelle ramme
i sin søgen efter et udsigelsessted. Diskussionen er essentiel for avantgardetænkningen,
men i forbindelse med kunsthåndværket er den især relevant for at klarlægge, hvilken
superobjekter 04.indd 190 08-08-2006 01:44:31
SYNTESE: TEORETISK BETYDNING
0