Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

mellem sociale objektiviseringer. Objektets ‘rene’ betydning findes så at sige ikke.
Hermed er der langt fra tale om en forbrugskultur der fungerer som en passivisering af
individet. Tværtimod er det først i selve forbrugssituationen at tingen så at sige ‘vågner’
som konkret materiel eksistens, og dermed begynder at være betydningsproducerende.
Positionen er interessant idet der hermed kan lokaliseres det ‘frirum’, Hal Foster
eksponerer behovet for. I en gennemæstetiticeret verden udgør objektet stadig
muligheden for utilsigtede betydningstilskrivninger i det øjeblik, objektet indgår i den
materielkulturelle cirkulation; dvs. i forbrugssituationen.
I den forbindelse bør der dvæles et øjeblik ved den kombination af attitudebehæftet
superobjekt og ‘vild’ betydning, som den materialkulturelle tilgang fremskriver: Attfield
afviser således ikke eksistensen af superobjektet, og den særlige betydning (attitude), der
er intentionel. Det hun påpeger er, at intentionaliteten udsættes for en objektivisering i
det øjeblik, den cirkulerer kulturelt. Hermed er der mulighed for en omgang med tingene,
der modsætter sig een form for logik og privilegerer en anden, mere uforudsigelig, logik.
I forhold til spørgsmålet om en ‘generel avantgardeøkonomi’ er det dermed tydeligt, at
den måde, objektet indskriver sig i forskellige betydningssystemer, netop fordrer en anden
analytisk tilgang end kunstens, hvor værket opfattes som relativt statisk intentionelt
indenfor rammerne af en semiotisk, kunstteoretisk tolkningsmodel. Med designobjektets
de-semination i hverdagskulturen bliver det især relevant at se på, hvordan objektet kan
skabe betydning, når det indeholder denne dobbelte betydningstilskrivelse; dels som en
‘thing with attitude’ dvs. en materialisering af en bestemt værdi, samtidig med, at det
fungerer på den ‘vilde’ sociale objektiviserings præmisser.
4.3.4. Commodity og brugsfunktion - Arjun Appadurai
I den forbindelse er det relevant at se nærmere på, hvilken type objekt ’superobjektet’
udgør i sin ’vilde’ betydning. Her er Attfield ikke særlig eksplicit.
Her byder den amerikansk/indiske antropolog Arjun Appadurai imidlertid på en
vinkel, der sætter os i stand til at snævre objektiviseringerne ind i forhold til den type
objekt, som kunsthåndværket i denne sammenhæng udgør er interessant perspektiv på;
nemlig commodity’et, varen; i dette tilfælde livsstilsobjektet. Ligesom Attfield opererer
Appadurai gennem den socialkonstruktivistiske optik, der tilskriver den sociale cirkulering
en altafgørende betydning. I indledningen til antologien The Social Life of Things hævder
han, at varen indtager en helt central betydning i den materielle kultur. Han indleder
således bogen med følgende progranerklæring: “Economic exchange creates value. Value is
embodied in commodities that are exchanged. Focusing on the things that are exchanged,
rather than simply on the forms or functions of exchange, makes it possible to argue that
what creates the link between exchange and value is politics, construed broadly.” 221 Hermed
er det hans pointe, at objekters værditilskrivning foregår i en social udveksling indenfor
forskellige “regimes of value in space and time”. Med andre ord er den sociale (og historiske)
221 Arjun Appadurai (ed.) (1986). The Social Life of Things. Commodities in Cultural Perspective. Cambridge University Press,
p.3.
superobjekter 04.indd 102 08-08-2006 01:43:26
TESE OG TEORETISK GRUNDLAG
02