Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kapitel 3
65
exist, and the word may well fade in the coming decades.” 136 I det han samtidig kan tale
om ’the persistence of craft’ som et faktum, peger han på, at dét der vil vedblive med at
eksistere er de ”genrer”, ”metodologier” og ”ideologier” som begrebet repræsenterer; ja
ligefrem er de ”poised for a radical new phase”. Hermed henviser han således til en art
kernedefinition; ”genrer”, ”metodologier” og ”ideologier”.
Med genrebegrebet betegner han ”[...] a way of working; an established way of making
particular products using a set of technologies, processes and materials.” 137 som eksempelvis
de klassiske discipliner keramik, møbler, smykker, glas, etc. Imidlertid er forholdet til det
fysiske materiale eller arbejdsprocessen ikke det eneste der karakteriserer genrerne; de
er i høj grad betydningsproducerende på forskellige socioøkonomiske niveauer. Det vil
sige, at de forskellige genrer har etableret sig, dels i forhold til deres materialebaserede
historiske udgangspunkt, dels i forhold til de gældende (institutionelle) magtstrukturer.
Hermed har Greenhalgh nok rammesat kunsthåndværket; som et sæt af materialebaserede
arbejdsprocesser, der har fundet deres nuværende (transitoriske) form på baggrund af
skiftende socioøkonomiske forhold, men stadig har han ikke indholdsbestemt det.
Det gør han ved at introducere begreberne ’positivistisk’ ( ”positivist”) vs. ’ironisk’
(”ironic”) som en distinktion der kan nedlægges over de kunstneriske bevægelser i det
20. århundrede. Med dette begrebspar betegner han den dialektiske bevægelse indenfor
modernismen, der pendulerer mellem højmodernismens formalisme; (”The positivist
approach is on one level simple and innocent: it is about pushing an art form as far as it
will go as a vehicle of aesthetic expression, while accepting its established parameters” 138 )
og avantgardernes subversion: (”Irony is essentially to do with critique. (...) It is to do
with intellectual deconstruction, with deliberately undermining established or normative
values in order to assert the new.” 139 .
Forventeligt hører det (materialebaserede, mediespecifikke) kunsthåndværks
genrebegreb i følge Greenhalgh hjemme i opbyggeligheden. Hermed lokaliserer han endelig
praksisformens centrale indholdsbestemmelse; nemlig kunsthåndværket som medie for
”self expression”. Han skriver: ”In the crafts, self-expression, or the direct intervention
of the maker in the material process, is a key to its continued cultural usefulness” 140 . Den
intime omgang med et specifikt materiale udgør således et særegent potentiale, således
at ”The genre is the mechanism we have designed for fusing the giant fabric of history
136 Ibid., p. 16.
137 Ibid., p. 18.
138 Ibid., p. 21.
139 Ibidem. Selvom meningen er klar, er jeg ikke sikker på, betegnelsen ’positivistisk’ er den helt rigtige, med de konnotationer
til en videnskabsteoretisk positivisme, begrebet rummer. Greenhalgh synes at pege på det ’affirmative’ eller ’opbyggelige’
aspekt der udgør modsætningen til den kritiske ironi. I en reference til Frederik Stjernefelt og Søren Ulrik Thomsens bog
Kritik af den negative opbyggelighed, hvor de netop sætter avantgardens kritiske begreb til debat, vælger jeg at anvende den
danske betegnelse ’opbyggelighed’ i stedet for ’positivistisk’. Se: Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen (2005). Kritik af
den negative opbyggelighed. København: Vindrose. Begrebsparret peger ligeledes mod den modstilling mellem modernismens
sublimerende formalisme og avantgardens kritik, der er bærende for afhandlingens (re)positionering af kunsthåndværket.
140 Ibid., p. 26.
superobjekter 04.indd 65 08-08-2006 01:43:23