Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

kapitel 4
is immanent to innovative art, and that the relative autonomy of the aesthetic can be a
critical resource. For these reasons I argue against a premature dismissal of the avantgarde.”
I sammenhængen tilføjer han at: ”[...] while the left talked about the political
importance of culture, the right practiced it”. Henvisningen til Huyssens opskrivning
af massekulturen er her eksplicit, mens avantgardens politiske intentioner tilsvarende
privilegeres som udgangspunkt for troen på at ”[...] there is a fundamental stake in art
and academy: the preservation, in an administered, affirmative culture, of spaces for
critical debate and alternative vision”. 183
Kunstinstitutionen og den affirmative kultur rekonstitueres med andre ord som
platform for en ’etnografisk vending’, der ifølge Foster karakteriserer den bevægelse,
neoavantgarden igangsatte. Med ’den etnografiske vending’; virkelighedens genkomst
(jvf. bogens titel The Return of the Real), mener Foster vel at mærke en genkomst ”From
the future” i de nyeste kunstneriske prasisformer. Under overskriften The Artist as
Etnographer kontekstualiserer han således den sene neoavantgardistiske praksis og den
konceptuelle tilgang der senere er fulgt. 184 Dét Foster her skriver frem med sit begreb
om kunstneren som etnograf, er forholdet til ”Andetheden”, ”The Other”: Den historiske
avantgardes hovedpointe var spørgsmålet om affirmation eller andethed i forhold til den
dominerende kapitalistiske og dermed økonomiske samfundsstruktur. Herimod mener
Foster, fokus er skiftet til kulturel identitet, dvs. andetheden i forhold til den herskende
kulturindustris dominans. 185 (Igen en implicit erkendelse af Huyssens pointe).
Kort sagt handler den kunstneriske praksis om synliggørelse af samfundets skjulte
betydningsstrukturer, i dette tilfælde med et postkolonialistisk sigte; ”the ethnic or
cultural other”. Alligevel må Foster konstatere, at ”Yet the automatic coding of apparent
difference as manifest identity and of otherness must be questioned. For not only must
this coding essentialize identity, but it might also restrict the identification so important
to cultural affiliation and political alliance [...]. 186 Hermed adresserer Foster præcis balancen
mellem kunstens position som andethed og dens operationalitet, og må besinde sig på,
at det er et ”impossible space” 187 : Den etnografiske andethed ”[...] fails to reflect on its
realist assumptions.” 188 , det vil sige, at den let overser andethedens faktiske eksistens, og
i stedet reduceres til springbræt for kunstneres selvidentifikation som andethed. Hermed
bekræftes de dominerende magtstrukturer i højere grad end de ophæves; der bedrives
”ideological patronage”, som Foster, via Benjamin advarer imod.
Hermed ender Foster, ligesom Bürger i en situation, hvor paradokserne er tydelige, og hvor
handlemulighederne reduceres kraftigt. Mens Bürger ender med at stille spørgsmålstegn
ved, om reintegreringen mellem kunst og liv overhovedet er ønskværdig, må Foster på
183 Hal Foster (1996). The Return of the Real. The Avant-Garde at the End of the Century. Cambridge, Massachusetts,
London: MIT Press, 1999, p. xvii.
184 Der i parantes bemærket er mundet ud i Nicolas Bourriauds begreb om den relationelle æstetik. Se afsnit 6.2.5.
185 Ibid., p.173.
186 Ibid., p.175.
187 Ibid., p.184.
188 Ibid., p.174.
superobjekter 04.indd 91 08-08-2006 01:43:25