Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

enten som kunst eller livsstilsprodukt. Groft forenklet kan man sige, at det ganske sikkert
er rigtigt at forbrugsmønstre er styret af en tidstypisk ”individualiseringskult”, men bagved
dette ønske om at distancere sig fra mængden kan ligeså vel findes et mere dybfølt ønske om at
tilskrive sig andre værdier end de fremherskende. Dermed bliver forbruget af kunsthåndværk
ikke bare et spørgsmål om livsstilssignaler, men om at markere et oppositionelt værdisæt. En
vigtig pointe er således, at kunsthåndværkets funktionsrum netop er hverdagsvirkeligheden:
Det er tilgængeligt, både økonomisk og kulturelt, og dermed er det netop som både
begærsobjekt og som oppositionsæstetik, at dets position kan defineres.
Modstandspotentialet er samtidig essentielt i den innovationstænkning, kunsthåndværket
også indskrives i, når eksempelvis designkritikeren Henrik Most skriver at: ”[...] kunsthåndværk
kan udfordre industridesigns konventioner og højne produktdifferentieringen ved at tilføre
nyskabende æstetik og skabe en fornyet relation til tingsverdenen.” 297 Synspunktet trækker
i høj grad igen på kunsthåndværkets position som ”frirum” der kan bryde med eksisterende
koder.
En lignenede rolle kan iagttages indenfor det såkaldte Critical design, der især er blevet kendt
gennem det Londonbaserede designfirma Dunne and Raby. I bogen Hertzian Tales. Electronic
products, aesthetic experience and critical design beskriver medindehaver Anthony Dunne hvordan
design kan være ”para-funktionelt” ved at bruge funktionsniveauet til at fremkalde refleksive
(”poetic”) betydningslag. Dunne og Rabys praksis retter sig mod fremstillingen af elektroniske
produkter, og det er interessant, at Dunne opererer med betegnelsen ”estrangement” som
det greb, der skaber ”para-designets” ”poetiske” betydningsindhold. 298 Her er vi tilbage ved
Brechts ”verfremdungs-greb”; det samme der kendetegner det konceptuelle kunsthåndværk,
og med det samme udgangspunkt i brugsfunktionens erkendelsesmæssige potentiale. Her
kan man altså iagttage
hvordan den radikale designpraksis fletter sammen kunsthåndværkets operationsrum.
Et sådant slægtskab peger samtidig på afhandlingens videre forskningsmæssige
perspektiver. I forlængelse af indkredsningen af kunsthåndværkets særlige, semi-autonome
position synes det at pege på muligheden for at udforske de øvrige praktikker, der betjener
sig af forbrugssamfundets formsprog og distributionskanaler, men som indholdsmæssigt
udgør en form for modstandstænkning. Som en modvægt til den nyere designforsknings
begreber som ”brugerdreven innovation” etc., der betjener sig af målgrupper og konkrete
behovsanalyser, kunne det være interessant at se på den formgivningspraksis, der er drevet
af modstandstænkning. En mulighed kunne være, at det ”frirum” eller ”operationsrum”, som
kunsthåndværket så tydeligt indtager, i høj grad er et centralt omdrejningspunkt for både
kunstneriske og designmæssige praktikker. Udfra det udgangspunkt vil det samtidig være
muligt at begrebsbestemme de forskydninger mellem praksisformerne, der kan iagttages på
den samtidskulturelle scene. Som superobjekt repræsenterer kunsthåndværk en særdeles
vigtig position.
297 Henrik Most (2005). “Skal vi komme sammen?”. Kunstuff, vol.7, p. 21.
298 Anthony Dunne (1999). Hertzian Tales. Electronic products, aesthetic experience and critical design. London, Cambridge,
Massachusetts: The MIT Press, 2001, p. 42ff.
superobjekter 04.indd 210 08-08-2006 01:44:33
2 0