Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

eflektionsrum, og det reflektionsrum har kunsthåndværket defineret.
På den måde kan kunsthåndværkets særlige position ses som adskilt fra designbegrebet
via semiautonomiens kritiske friktion. Imidlertid betyder abonneringen på
semiautonomien ikke at kunsthåndværket i stedet tilskrives kunstbegrebet: Ved netop
at bryde med Fosters neoavantgardistiske, institutionskritiske efterslæb og bevidst
indtage et udstillingskontekstuelt-autonomt udsigelsessted indeholder det konceptuelle
kunsthåndværk i stedet den semi-autonome position ved pr. definition, formtypologisk
at paralleleksistere i forhold til materialkulturen.
6.3.0. BETYDNING FOR KUNSTHÅNDVÆRKSBEGREBET
6.3.1: Opgøret med ’modernismens blindgyde’
En sådan position betyder, at det konceptuelle kunsthåndværk indtager en position,
der markerer det som væsensforskelligt fra det ’genrekonsortium’ eller ’hybride objekt’,
der hidtil har kendetegnet dets diskursive positionering, som et tosidet opgør med
modernismen. Her var det spørgsmålet om kunsthåndværkets særlige æstetiske variant af
modernismen skulle godkendes som en hidtil miskrediteret æstetisk praksis, eller om der
tværtimod skulle lægges så meget afstand til modernismen, at det privilegerede æstetiske
objekt skulle opløses til fordel for en hybrid praksis, på billedkunstens præmisser.
I stedet viser det viser det sig med konceptuelle superobjekt, at kunsthåndværket netop
kan indtage en position der medierer modernismen med det opgør med formalismen
og den beslægtede materialeæstetik der skal til, for at undgå at praksisformen forstener
som en modernistisk ’rest’. Det konceptuelle betydningsindhold, materialiseret i et
paralleleksisterende superobjekt forholder sig netop ikke til modernismen og en autonom
formalisme, men netop til materialkulturen: Det retter så at sige sit betydningsindhold
udad i stedet for at rette det ind.
Materialets position er dermed reduceret fra at være primær, og dermed kunne lægge
grund til den næsten uafrystelige opfattelse af kunsthåndværket som særligt relateret til
Peter Dormers begreb om ’tacit knowledge’ der særligt har defineret praksisformen som en
modernistisk ’rest’. Ved i stedet at rette blikket mod det konceptuelle kunsthåndværk og
definere det som en oppositionsæstetisk praksis bliver resultatet i stedet fremskrivningen
af en praksis hvis opgør med modernismen hverken er revisionistisk eller så afvisende,
at praksisformens karakteristika forsvinder til fordel for det hybride objekt. Med
fokus rettet mod objekternes formtyperer det istedet paralleleksistensen, og dermed
den oppositionsæstetiske position, der træder frem som central. Den ’tavse videns’
bearbejdning af materialet bliver et middel i stedet for et mål.
Dermed bliver modernismeopgøret synligt som en position, der ikke behøver
at afvise det hverdagsorienterede, brugsfunktionelle udgangspunkt, som både
modernismerevisionismen og det hybride objekt fordrer. Det er således ikke
kunsthåndværkets relation til hverdagskulturen, der placerer praksisformen i den kulturelle
periferi, men den ensidige fokusering på materialets æstetik. Forskellen består således i, at
superobjekter 04.indd 194 08-08-2006 01:44:32
SYNTESE: TEORETISK BETYDNING
4