Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

indtager en anden position end den traditionelt autonome.
Samtidig repræsenterer denne form for betydningsindhold et brud med
kunsthåndværkets før nævnte materialeæstetiske tilgang, hvad enten den
betegner genrekonsortiets traditionelle kunsthåndværksobjekt eller det hybride
(kunst)objekt, hvis udgangspunkt er materialet. Værkerne rummer her en fortælling
der rækker ud over deres egen formelle objektkarakter, for i stedet at rumme
et kulturelt-eksistentielt, idebaseret betydningsindhold, men vel at mærke et
betydningsindhold, der er snævert forbundet med funktionsniveauet. Det betyder,
at eksisterende objekttyper - via potentialiteten og undsigelsen af den reelle
funktion - transformeres og fortolkes i deres eget medie og materiale; Ruhwalds
sanitet, Friis’ ordensbånd, Saabyes båd, etc: Den nye objekttype kommenterer
så at sige den gamle. Hermed træder objekterne er skridt ud af den eksisterende
logik - (den konkrete hverdagsrelation med de tilhørende i Cummings’ forstand
grammatiske sammenhænge) - til en metaforisk refleksion over materialkulturen.
6.1.4. Oppositionsæstetisk modstandspotentiale
Som nævnt arbejder værkerne her på et kulturelt-eksistentielt betydningsniveau,
der med Astfalcks definition af metaforen repræsenterer et utopisk/visionært syn på
verden. Ved netop at være betydningsproducerende via paralleleksistensen i forhold
til materialkulturen, som en refleksion over materialkulturen, er det overordnet
hverdagserfaringerne, der er omdrejningspunktet. Via hverdagserfaringerne
formidles således en alternativ vision, der helt konkret er tilstede i de genstande,
vi omgiver os med.
Hvad enten det drejer sig om kaffestel, sanitetsobjekter, ’klodser’ der bebor det
fysiske rum, både, ordensbånd, frisureskåle, kropsobjekter eller møbler, udgør
de således kommentarer til allerede eksisterende objekter eller objektkategorier.
På den måde kommer de til at fremtræde som Astfalcks metafor; som et nyt syn
på verden, der repræsenterer et alternativ logik. En fællesnævner er, at den nye
logik fremkommer ved at ’lade’ de eksisterende genstandstyper med refleksive
betydningslag; det konceptuelle betydningsindhold karakteriseres således af at sige
noget nyt om verden via de eksisterende kategorier. Alle sammen materialiserer
de konkret en alternativ virkelighed der er lig den eksisterende, men som adskiller
sig radikalt ved at abonnere på en alternativ logik. Hermed indtager værkerne
implicit en kritisk position, der med rette kan betegnes som et oppositionsæstetisk
modstandspotentiale.
Det særlig interessante er, at denne refleksive, kritiske position netop
materialiseres i objekter, der paralleleksisterer i forhold til materialkulturen.
Det betyder, at det kritiske niveau integreres i hverdagslivets praksis som en
bagvedliggende erkendelse af, at tingenes strukturelle ’orden’; ’The standart
vision of reality’ (Astfalck) i princippet kunnevære anderledes: En skål, et bord
eller ’et mundopspærrende kropsobjekt’ involverer menneskelig handling blandt
’hverdagsobjekter’, og ved at materialisere utopien på det niveau, bliver den
superobjekter 04.indd 172 08-08-2006 01:44:30
SYNTESE: TEORETISK BETYDNING
72