Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

form som ordensbånd, og i denne forbindelse repræsentation (værk), ikke er særlig stor:
Der er således ikke tale om en malerisk gengivelse af en specifik visuel struktur, men
om en direkte, materiel fremstilling af det samme; ordensbåndet optræder blot i en
ny kontekst og i et nyt format. Det ’operationelle niveau’ kan derfor ikke opfattes som
videreført andet end i strukturel forstand; deres oprindelige funktion som hædersbevis
er demonteret.
I stedet træder altså et symbolsk niveau, hvor brugsfunktionen netop, i følge
Niedderer, kan fungere centralt for betydningsproduktionen. Havde titlen således ikke
fremkaldt de militærsymbolske referencer, havde colorfield-maleriet fortsat udgjort den
primære reference. Via titlen er det imidlertid stadig funktionsniveauet (de militære
referencer) der danner udgangspunkt for betydningsindholdet. I dette tilfælde skaber
relationen ikke et socialt interaktionsfelt (da det operationelle niveau ikke er interaktivt
men repræsentativt-symbolsk), men en situation hvor værkets ’strukturelle artikulation’
(funktionstypen) lægger op til en alternativ aflæsning af det symbolske niveau.
Aflæser vi derfor værkernes funktionsniveau; som ordensbånd, på et kulturelteksistentielt
niveau opstår der netop den form for kulturelle symbol, der med Ligo
kan påpeges: Dels medierer de et eksisterende paradigme (ordensbåndets logik), dels
producerer de nye betydninger. På den måde bliver den ’tekstile arketype’ (ordensbåndet)
frataget sin oprindelige symbolsk-kulturelle funktion for at indtræde i en anden. Værket
optræder nu som metafor; i Astfalcks forstand som fiktion, og dermed som en alternativ
virkelighedsfremstilling.
Kobles Astfalcks narrative betydningsindhold med Ligos kulturelt-eksistentielle
betyningsniveau handler det derfor om at gentænke eksisterende virkelighedsopfattelser,
og her hjælpes vi på vej af Friis’s egne ord. ”Da den russiske u-båd Kursk gik ned i
Barentshavet tonede en rigt dekoreret admiral frem på tv-skærmene og fremkom med
usande erklæringer om besætningens skæbne.” 268 Hermed afdækkes ordensbåndenes
funktion som magtinstrumentel; som blåstempling af én form for ’sandhed’ på bekostning
af en anden.
Trods projektets umiddelbare, visuelle appel og dekorativt-rumlige funktion er
det dermed umuligt at se den tekstile arketype (ordensbåndet) transformeret ind i
en ny logik (udstillingsrummet) uden at samtidig aflæse de symbolske referencer, det
besidder, der tilsvarende transformeres i kontekstskiftet. På den måde udfoldes værkets
fulde betydningsindhold ikke med mindre både den visuelle og den symbolske funktion
transformeres. Resultatet er en formel transformation - man kunne i en reference til Foster
kalde det en forskydning - af et materialkulturelt symbol, til fordel for et betydningsindhold,
der afdækker den oprindelige funktion som magtinstrumentel.
Hermed bruger Friis nogle genkendelige udgangspunkter; ordensbåndet og Colorfieldmaleriet
som formgreb til at dekonstruere den herskende virkelighedsopfattelse til fordel
for en ny, alternativ betydning.
Samtidig er det nødvendigt at diskutere, i hvor høj grad denne form for
268 Orth og Burchart (Red.) (2001), p. 21.
superobjekter 04.indd 146 08-08-2006 01:43:42
ANALYTISK TILGANG OG VÆRKANALYSER
46