Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

Mens det altså for den internationale diskurs betyder, at brugsfunktionens betydning
gøres primær i forhold til genrekonsortiets karakteristika, betyder det i et nationalt
perspektiv, at livsstilsobjektet sættes i et nyt lys: Som det blev beskrevet via Danish Crafts’s
pressemeddelelese om at kunsthåndværk ”signalerer tid, ro og fordybelse”, fungerer citatet i
den forbindelse som et tidstypisk reklameslogan for at øge kunsthåndværkets markedsværdi.
Der er altså tale om et livsstilsobjekt der opererer på kommercielle præmisser.
Spørgsmålet bliver i den forbindelse, hvilken rolle livsstilsobjektet således indtager i
forhold til det rent konceptuelle, semiautonome udstillingsobjekt. Spørgsmålet er centralt,
fordi det er i denne akse mellem kritisk position og livsstilsobjekt, det avantgardistiske
potentiale kan iagttages tydeligst. Der er blevet redegjort for hvordan de konceptuelle værkers
refleksive betydningsindhold sendes i recirkulation tilbage til hverdagsvirkeligheden, og
at det er på den måde, det avantgardistiske potentiale udfoldes. Med kunsthåndværket
som livsstilsobjekt kan denne bevægelse iagttages direkte idet der, som nævnt, for en
del af de udøvende er en glidende overgang mellem udstillingspraksis og kommerciel
designpraksis. Dermed eksisterer der en direkte forbindelse mellem det konceptuelle objekt
og livsstilsobjektet.
I denne nye kommercielle kontekst kan man imidlertid ikke tale om, at det
oppositionsæstetiske potentiale direkte demonteres. Selvom livsstilsobjektet således, jvf.
pressemeddelelsen, promoveres via det unikke og håndværksæstetikkens signalværdi,
eksisterer oppositionsæstetikken som en bagvedliggende faktor. For det første er ’tid, ro
og fordybelse’ i sig selv en opposition til den anonyme, fortravlede tilværelse, der fleste
lever. Kunsthåndværket som livsstilsobjekt repræsenterer her en form for autenticitet,
der leveres af håndværksæstetikken i modsætning til det anonyme designprodukt. For det
andet fremmer bevidstheden om objekternes status som kunsthåndværk og dermed deres
funktion som kritisk superobjekt at objekterne, trods den umiddelbare konsumkontekst (og
ikke udstillingskontekst), tilskrives en særlig betydning. Som unikke eller del af en mindre
serieproduktion køber man således et objekt, der stadig relaterer til kunsthåndværkets
særlige, refleksive rum. Paralleleksistensen er således reduceret til direkte absorbtion, mens
den kritiske friktion består via den oppositionsæstetiske diskurs, selv i en kommerciel
sammenhæng, hvor objektet således er transformeret i retning mod design. Bevidstheden
om det semiautonome, unikke udgangspunkt der karakteriserer kunsthåndværket fremmer
dermed den særlige position, kunsthåndværket som livsstilsobjekt tilskrives.
Hermed indtager kunsthåndværket rollen som oppositionsæstetik i et fortravlet
forbrugssamfund. Her via værdier der relateres til fremstillingsprocessen; langsomhed, det
håndlavede ”tid, ro og fordybelse”. Men fælles for udstillingsobjektet og livsstilsobjektet er
imidlertid det oppositionsæstetiske udgangspunkt. Det interessante ved livsstilsobjektet
er samtidig at det, netop vi dets diskursive udgangspunkt som ’kunsthåndværk’, fastholder
et særligt kritisk potentiale langt ind i forbrugskulturen. Hermed er vi tilbage ved Attfield
og konsumptionsforskningens objektivisering af forskellige værdier, men til forskel fra ’de
vilde tings’ identitetskonstituerende effekt, udgør kunsthåndværkets autenticitetsskabende
signalværdi samtidig indgangsvinklen til de betydningslag, der udgør en reel opposition
Kunsthåndværket som livsstilsobjekt er dermed på een gang netop galoperende trend
superobjekter 04.indd 198 08-08-2006 01:44:32
SYNTESE: TEORETISK BETYDNING
8