Louise Mazanti Afhandling - Center for Designforskning

KAPITEL
INDLEDNING
. .0. AFHANDLINGENS PROBLEMATIK
1.1.1. Trapholt - Konceptualitet og æstetiske fordomme
Kan man indlede en forskningsafhandling med oplevelsen af en æstetisk mavepine?
Tro mod udgangspunktet må jeg indrømme, det var sådan, det startede. Med Per
Weiss’ keramiske krukker, på kunstmuseet Trapholt, i 1998. 1 Jeg læste kunsthistorie og
supplerede studierne ved at være volontør på museet. Her fik jeg lov til at stå for en mindre
vinduesudstilling i mellemgangen mellem museet og villaen; med Per Weiss. Keramik og
kunsthåndværk var nu ellers ikke noget, der rigtig regnedes med i kunststudiemiljøet;
ikke som rigtig kunst, og da slet ikke noget, der peger fremad. Alligevel skete der noget,
da jeg havde støvet rundt i kældermagasinet en rum tid, og havde fået bugseret de tunge
krukker op i lyset. Det begyndte i maven, men bredte sig hurtigt til hænderne, der bare
måtte røre. Krukkerne var egentlig halvgrimme. Slappe i formen, mærkeligt grove i
overfladen. Men alligevel besad de en intens skønhed, der åbenbarede sig ved at håndtere
dem.
Jeg overvandt dog hurtigt hvad jeg opfattede som en kortvarig æstetiske forførelse, og
spekulerede ikke mere på kunsthåndværk før jeg blev involveret i arbejdet med Biennalen
for Kunsthåndværk og Design 1999. Især de to prisvindende projekter, designduoen Souvenix’
Det sønderjyske kaffebord, uden kagekanon og væveren Johnna Sølvsten Baks dug Fra projekt
”Hjemlig syssel” brændte sig ind på nethinden. Her var langt til æstetiske mavepiner, men
til gengæld besad værkerne nogle helt andre betydningslag, end jeg fordomsfuldt havde
drømt om eksisterede indenfor kunsthåndværk. De besad nogle humoristisk-ironiske og
refleksive betydningslag, der pegede forbi den æstetisk privilegerede form for i stedet at
kommentere direkte på den samfundsskabte virkelighed. Souvenix med et humoristisk
projekt der kommenterede den traditionelle souvenirs repræsentative funktion og
Sølvsten Bak med en feministisk status over de husmoderlige dyder anno 1999.
Dermed åbenbarede samtidens kunsthåndværk sig som en praksisform, der nok
- som Per Weiss eller andre af Biennalens værker - opererede i traditionelle æstetiske
kategorier med udgangspunkt i materialets æstetiske muligheder, men som samtidig
også kunne sprænge rammen og kommentere den politiske og sociale virkelighed.
Dette udgangspunkt fandt jeg særlig interessant i forhold til de billedkunstneriske
udtryksformer, der hidtil havde optaget mig studiefagligt, nemlig den såkaldte ’sociale’
kunst, hvis omdrejningspunkt er et institutionskritisk baseret forsøg på at demontere
1 Afsnittet er en bearbejdet udgave af min artikel ”Kunsthåndværk, strategiske interventioner – og sukkerglaseret
virkelighed”. Krydsfelt, vol. 3, 2004. Keramikeren Per Weiss er født 1953.
superobjekter 04.indd 6 08-08-2006 01:43:10
indledning
6